Video : Tipsbladet
Superliga

Pukki: Dejligt med hård træning i Brøndby IF

Brøndby IF er i fuld gang med opstarten, og her bliver der ikke sparet på hårde fysiske prøvelser.

Brøndby IF er i fuld gang med at forberede sig til et spændende forår i Alka Superligaen. Klubben ligger godt til i tabellen efter stærke takter i efteråret, og i opstarten er der fuld fokus på at vinde styrken tilbage. Dette med skrappe fysiske midler fra træner Alexander Zorniger. 

Den tyske træner sparer nemlig ikke på de fysiske prøvelser af Brøndby-spillerne, og dette bliver trods træthed værdsat af angriber Teemu Pukki: 

- Vi har arbejdet rigtig hårdt. Det har været en hård uge, og man kan godt se, at nogle af spillerne er ved at være trætte. Det er dog altid godt at have været igennem, når kampene starter. Derfor føles det rigtig godt at træner hårdt, siger Teemu Pukki til Brøndby Inside

Teemu Pukki sætter samtidig ord på en typisk arbejdsdag i opstarten:

- Jeg vågner op omkring 7:30, og tager derefter til stadion. Vi spiser noget morgenmad sammen, inden vi har lidt tid for os selv. Herefter mødes vi i styrkerummet, hvor jeg gerne træner mit knæ for tiden. Vi løber enten en tur eller laver øvelser i styrkerummet. Herefter har vi en pause, inden dagens andet træningspas starter. Dette er typisk en normal træning på banen, udtaler Pukki.

Brøndby IF åbner foråret med en topkamp ude mod de evige rivaler fra FC København.