Leder: Jeg forstår Hjulsager, Dal Hende og Payet

Da Dimitri Payet i fire år havde levet 9500 km hjemmefra for at slå igennem i Le Havres udmærkede talentprogram, blev han vraget.

Han var for klejn og ikke god nok til, at Le Havres trænere troede på ham, og derfor blev den 16-årige midtbanespiller sendt hjem til vulkanøen Réunion ude i det Indiske Ocean.

Den lille provinsklub Le Havre har fundet og skolet en række senere topspillere som Paul Pogba og en række andre franske landsholdsspillere som Steve Mandanda, Lassana Diarra og Ibrahim Ba, samt Camerouns Jean-Alain Boumsong og Carlos Kameni.

Le Havre har med få midler uddannet mange kommende topspillere, og det er svært at klandre dem beslutningen om Dimitri Payet, der med egne ord var umoden og lavede ballade, indtil han kom hjem til Réunion og blev modnet af at spille mod voksne mænd i den lokale topdivision.

Når en klub fravælger en spiller, der ikke er god nok til førsteholdet, er der sjældent andre end spillerens venner og familie, der protesterer.
Til gengæld gør det ondt på tilhængere og klubber, når det er spilleren, der vælger en klub fra.

Dimitri Payet virker voldsomt illoyal, når han få måneder efter en stor lønforhøjelse beder om at blive solgt og ikke stiller sig til rådighed til West Hams kampe.

SønderjyskE lukkede Marc Dal Hende ind, da FC Vestsjælland gik i opløsning og ned i Danmarksserien. Nu har Dal Hende skrevet kontrakt med FC Midtjylland fra juni. Andrew Hjulsager har spillet i Brøndby IF, siden han var ni år. Nu vil han til udlandet.

Det sårer, når man har stået på stadion og har bakket klubben og spilleren op, og et flertal af spillerne har da også pli og indsigt nok til at sige tak til tilhængerne.
Til gengæld har jeg svært ved at se, hvorfor en spiller ikke skulle have ret til at vælge en klub fra, når klubber nærmest ikke gør andet end at vælge spillere fra.

Fodbolds kontraktsystem er nu engang indrettet sådan, at klubben og spilleren indgår en aftale om, hvor længe og på hvilke betingelser man har en kontrakt med hinanden.
Når klubber kan vælge spillere fra ved ikke at tilbyde kontraktforlængelser eller forsøge at afhænde uønskede spillere til andre klubber, har jeg svært ved at se, at klubberne – og i sidste ende tilhængerne – har den moralske overhånd, når Andrew Hjulsager og Marc Dal Hende vælger at lade deres kontrakter løbe ud i stedet for at sige ja til klubbens tilbud om forlængelse. Havde de ikke slået til i Brøndby IF og SønderjyskE, var de uden fanfare blevet sendt ud af bagdøren til en mindre klub i Superligaen eller 1. division.

Dimitri Payet har kontrakt med West Ham indtil 2021, og derfor er hans situation ikke den samme som spillere med snarligt kontraktudløb. Det ville klæde ham fortsat at være til rådighed for holdet.

Men i min verden er det hykleri, når West Ham stiller sig op som offer for en moderne fodboldverden med for mange penge og spillermagt, og når der slipper detaljer ud om betalinger i Payets kontrakt til britiske medier, der stiller franskmanden i et dårligt lys.

West Hams aftale om det Olympiske Stadion i London skal endnu en gang undersøges, og hvis der rundt om i Danmark sidder nogle ikke-fodboldinteresserede skatteydere og synes, der er postet mange penge i danske stadionbyggerier, skal de glæde sig over ikke at bo i London.

West Ham betaler lidt over 20 millioner kroner i leje om året og betalte 130 millioner kroner for en konvertering af OL-arenaen til fodboldstadion.

Den konvertering har kostet omkring to og en halv milliarder skattekroner oveni i de fem milliarder kroner, det oprindeligt kostede at bygge arenaen.

Jeg forstår udmærket West Ham-tilhængernes frustration over, at deres bedste spiller vil væk 11 måneder efter, han forlængede sin kontrakt.
Men jeg har meget svært ved at fatte sympati med West Ham, efter klubben har fået foræret et skatteyderbetalt stadion, der i øvrigt også skaber alvorlige problemer for lokale konkurrenter som League Two-holdet Leyton Orient.

Dimitri Payet vil hjem til Marseille, hvor hans kone og tre sønner er flyttet til efter aldrig at have fundet sig til rette i London. Marseille er sportsligt ikke just nogen opgradering, ej heller lønnen, og franskmændene vil betale West Ham et flere gange større beløb end de 100 millioner kroner, West Ham betalte Marseille for Payet i juni 2015.

Det har jeg lettere ved at sympatisere med, end at en Premier League-klub med milliarder af skattekroner i ryggen og muligheden for at vrage spillere efter behag spiller offer-kortet, når en spiller vil hjem til sin familie.