FC Midtjylland-profilens dom: Bruninho har et vanvittigt tempo i sin krop
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FC Midtjylland-profilens dom: Bruninho har et vanvittigt tempo i sin krop

Forårssæsonen i Superligaen står for døren, og tipsbladet.dk varmer op med interview med en spiller fra hver af de 14 klubber. Her Tim Sparv.

Fredag kommer foråret til Danmark. Efter to måneders vinterhi vender Superligaen nemlig tilbage til et stadion eller et tv nær dig.

Der er lagt op til en historisk forårssæson med slutspil i toppen og bunden, og på tipsbladet.dk hilser vi foråret velkommen med 14 interview med 14 Superliga-profiler – én fra hvert hold.

Her er det FC Midtjyllands midtbaneanker Tim Sparv, der har ordet.

Hvordan vil du vurdere jeres sæson hidtil?
- Vi ligger nummer tre, og det er vel nogenlunde okay, men jeg synes med den store afstand til FCK og Brøndby, at det ikke er godkendt. Det har været lidt for meget op og ned i vores spil og i vores resultater. Vi skal bruge en tydelighed og stabilitet i vores eget spil. Det bliver nøglen.

- Jeg håber, jeg selv kan komme ind og bidrage med nogle ting. Det har ikke været sjovt at sidde ude og kigge på (Sparv var skadet det meste af efteråret, red.). Det er en ny sitaution, jeg ikke har prøvet tidligere. Jeg håber, at jeg med mit udtryk kan hjælpe på, at vores hold bliver lidt mere stabilt og får lidt flere point.

Hvad forventer du af det kommende forår for dit hold?
- Der er en pokalturnering, som er meget vigtig for klubben og for os spillere, og så er det vigtigt, at vi kvalificerer os til Europa. Mens jeg har været i klubben, er det gået stærkt. Vi har vundet det første mesterskab, kvalificeret os til Europa og har spillet Europa League-gruppespil. Så der er forventninger.

Og dig selv?
- Jeg ser mig selv som en holdspiller, så min opgave bliver at gøre dem omkring mig bedre. Og så vil jeg være med til at vise, at vi kan spille på et højere nvueau. Men det er ikke noget, jeg kan gøre alene. Vi har brug for alle på banen.

Hvad betyder det for jeres tilgang til foråret, at der er slutspil?
- Det er et nyt koncept, som jeg ærlig talt ikke har tænkt så meget over. Men der kan komme mange sjove kampe, hvis vi kvalificerer os til det gode slutspil. Der er mange gode hold med der, så der kan komme gode kampe og øget interesse for kampene, fordi hver kamp i princippet bliver vigtig. Det er godt for både spillere og tilskuere.

Hvem bliver forårets profil i din klub?
- Bruninho. Bruninho har været skadet, men jeg synes, han ser sindssygt interessant ud, og jeg håber, han kan holde sig fit. Han har et tempo i sin krop, som er helt vanvittigt, og så har han styrke og speed på allerhøjeste niveau.

Hvad bliver jeres største udfordring i foråret?
- Jeg har talt lidt om det tidligere: Det handler om at finde ud af, hvad vi vil under kampene, og så skal alle bakke op om måden, vi spiller på. Vi skal være fleksible, og alle skal være klar på at gøre, hvad der er brug for. Det tror jeg er meget vigtigt på det her niveau, for vi har en trup med fantastiske spillere og med unge spillere på vej frem.

- Vi har en masse forskellige og fantastiske spillere med egne filosofier, hvor udfordringen for trænerteamet bliver, at vi som hold skal finde identiteten og måden at spille på. Alle skal være klar over, at selv om det måske ikke lige er den personlige favoritmåde at spille på, er det vigtigt for holdet at have identitet og koncept på plads.