Brandvarme Brock-Madsen usikker på fremtiden
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Brandvarme Brock-Madsen usikker på fremtiden

Nicolai Brock-Madsen scorer mål på samlebånd for PEC Zwolle i øjeblikket. Han ved endnu ikke, om han bliver i den hollandske klub.

Den hotteste udenlandsdansker i øjeblikket hedder Nicolai Brock-Madsen. I hvert fald ud fra det parameter, der hedder scorede mål.

I 2017 er det blevet til fem scoringer i den hollandske Æresdivision, og dermed har den tidligere Randers-angriber allerede i indeværende kalenderår scoret flere mål end i hele 2016 og samme antal, som han præsterede i 2015. 

Det går med andre ord rigtig godt for den 24-årige dansker, der er udlejet fra Birmingham City til PEC Zwolle. Den hollandske klub har sikret sig en købsoption for Brock-Madsen, og hvis danskeren fortsætter de nuværende takter, er der næppe tvivl om, at klubben gerne vil beholde ham. Indtil videre er intet dog afgjort.

- PEC Zwolle har naturligvis ikke hentet mig for sjov. De forventer noget, og jeg er glad for, at jeg kan give noget tilbage. Som så mange andre har jeg altid drømt om at spille i England, men jeg er glad for, at PEC gav mig denne mulighed. Vi må vente og se, hvad der sker, siger Nicolai Brock-Madsen til NOS.

Han er imponeret over hollandsk fodbold, hvor især opbakningen fra tilskuerne adskiller sig fra, hvad han oplevede i Danmark.

- I Danmark har klubberne store problemer med at fylde stadions. Når det er koldt, sidder folk bare derhjemme foran fjernsynet. Jeg er virkelig imponeret over alle de fans, der møder op uge efter uge her, lyder det fra Nicolai Brock-Madsen.

Nicolai Brock-Madsen og PEC Zwolle indtager 13. pladsen i den hollandske Æresdivision.