Leder: Ruslands VM-kup og de nyttige idioter

I mange historiebøger får Lenin æren for at have opfundet begrebet ”nyttige idioter” om personer og organisationer i den vestlige verden, der uden at kende til de faktiske begivenheder i datidens Sovjetunionen støttede det sovjetiske styre.

Jeg har ikke for vane at kalde nogen for idioter.

Men når jeg ser, hvad VM-arrangørerne i Rusland og Qatar er sluppet afsted med i årevis og igen i denne uge på UEFA’s kongres i Helsinki, er jeg meget fristet til at støve det gamle mundheld af og spørge, hvor meget vi egentlig vil være med til for at få lov til at sidde med til højbords i fodboldpolitik og for at se VM-fodbold fra flotte, vanvittigt dyre fodboldarenaer bygget af arbejdere under slavelignende forhold.

DBU ved formand Jesper Møller og tidligere formand Allan Hansen har i adskillige år, især når man spørger de to herrer selv, været hårde på de interne linjer i FIFA og UEFA, og i denne uge forsikrede Jesper Møller og hans kollega fra Norge om, at man tog den seneste sag med brug af nordkoreanske arbejdere holdt under slavelignende forhold ved arbejdet på VM-stadion i Sankt Petersborg meget alvorligt.

Danskerne, nordmændene og de øvrige skandinaver siger, de tager sagen op i et brev til FIFA, og DBU har også i flere år, efter dialog med blandt andre Amnesty, efter eget udsagn vendt sagerne om dårlige forhold for arbejdere adskillige gange med de to kommende VM-værter.

Men det kommer til at klinge hult, når hverken skandinaver eller nogen som helst andre i den offentlige del af UEFA’s kongres onsdag i denne uge tog de enorme problemer i forbindelse med Ruslands VM-værtskab op.

Historien om nordkoreanske arbejdere, der ifølge eksperter er blevet holdt under slavelignende forhold, har deltaget i byggeriet af det meget forsinkede og tilsyneladende alvorligt korruptionshærgede (der kører indtil flere undersøgelser) VM-stadion i Sankt Petersborg, kender vi kun, fordi det norske fodboldmagasin Josimar i lang tid har knoklet stenhårdt for at dokumentere de grelle forhold og fortalte verden om deres opdagelser i en artikel i sidste uge.

Det kan simpelthen ikke passe, at de fodboldpolitikere, der gerne kalder sig selv folkevalgte qua de nationale fodboldforbunds forbindelse til breddesporten og dermed dig og mig, ikke siger et pip om den skandale. For ikke at tale om de mange anonyme fodboldspillere på øverste niveau i Rusland, der står opført i McLaren-rapporten om systematisk, statsstyret doping med tråde hele vejen op til Ruslands vicepremierminister Vitaly Mutko, der er præsident for fodboldforbundet, spiller en hovedrolle i afholdelsen af VM 2018, sidder i FIFA Council og er en af Vladimir Putins mest betroede folk og en af de mest indflydelsesrige fodboldpolitikere i verden.

Jeg så ved selvsyn sidste år, hvordan nuværende UEFA-præsident Aleksander Čeferin på et pressemøde i København fuldstændig affejede enhver snak om problemer med VM i Rusland. Onsdag gjorde han sig selv til grin ved på pressemødet efter UEFA-kongressen at afvise, at han stod i spidsen for en FIFA-komité med ansvar for at kontrollere afviklingen af VM 2018, selvom det står på FIFA’s egen hjemmeside.

Čeferin blev valgt til UEFA-præsident med Rusland som hovedarkitekt og de skandinaviske fodboldforbund som fødselshjælpere. DBU-formand Jesper Møller afviser konsekvent, at der var nogen form for samarbejde med Rusland, eller at Ruslands støtte dengang var en anledning til bekymring.

I dag har jeg svært ved at konstatere andet end, at vi de facto var med til at legitimere en ny topleder og topledelse i UEFA – og FIFA for den sags skyld i form af Gianni Infantino, der også kom til magten med Ruslands støtte - der minder mig om Sepp Blatter og João Havelanges del-og-hersk gavebod med holdkæft-bolsjer i form af øgede bloktilskud.
Således indledte Aleksander Čeferin UEFA-kongressen onsdag med lige at sende en ekstraordinær check på en million euro til alle 55 medlemmer, herunder DBU.

Jeg vil give Jesper Møller og hans norske kollega, at de trods alt ikke holder helt kæft som stort set alle deres kolleger. Men jeg kan efterhånden blive rigtig nervøs for, hvordan historien vil dømme os og de her år i topfodbold, hvor fodboldeliten trods flotte ord om reformer og gennemsigtighed i handling glider i den modsatte retning.