Ajax-dansker: Vi vil vinde Europa League
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Benelux

Ajax-dansker: Vi vil vinde Europa League

Lasse Schöne, Kasper Dolberg og Ajax er ikke langt fra at komme i Europa League-finalen, og Schöne tror på, at det er i år, det lykkes for Ajax.

Danskerklubben Ajax har ikke vundet en større europæisk turnering, siden klubben i 1995 vandt Champions League.

Dengang var det angriber Patrick Kluivert, der fem minutter før tid scorede kampens eneste mål, så Ajax vandt finalen over AC Milan, men nu er den hollandske klub ikke langt fra måske at vinde en stor europæisk turnering igen.

På holdet i 1995 havde Ajax Edwin van der Sar i målet, Marc Overmars på kanten, og Patrick Kluivert på bænken, inden han blev indskiftet og afgjorde slaget. Det interessante er, at Edwin van der Sar nu er administrerende direktør i Ajax, Marc Overmars er sportsdirektør og Patrick Kluiverts søn, Justin Kluivert, har som 17-årig fået et gennembrud i 2017.

Således var Justin Kluivert med fra start, da Ajax i torsdags vandt 2-0 over Schalke 04 i Europa League-kvartfinalen og på alle parametre dominerede opgøret, som den hollandske klub burde have vundet større. På tilskuerpladserne sad danske Lasse Schöne med karantæne, og midtbanespilleren er nu klar til returopgøret i Tyskland torsdag, hvor han håber på at gøre arbejdet færdigt og dermed komme i semifinalen.

- Vi går efter at vinde mesterskabet og at vinde Europa League. To titler ville være fantastisk. Selvfølgelig ved vi, at det ikke bliver nemt, men efterhånden som man kommer længere i turneringen, kommer man også tættere på.

- Jeg har længe sagt, at jeg vil vinde Europa League, og nu er vi ret tæt på. Med en fordelagtig lodtrækning kan vi snart stå i finalen, siger Lasse Schöne til det hollandske medie Trouw.

Lasse Schöne sad som sagt ude med karantæne i torsdags, men han var tilbage i startopstillingen for Ajax søndag, hvor holdet vandt hele 5-1 over Heerenveen. Her fik Kasper Dolberg comeback efter en skadespause på en måned. Dolberg stod for en assist og scorede på et straffespark, som han selv fremtvang.

Skulle Ajax gøre arbejdet færdigt torsdag i Gelsenkirchen, venter vinderen af et af de tre følgende kvartfinaleopgør mellem Manchester United-Anderlecht, Genk-Celta Vigo og Besiktas-Lyon.