Video : Tipsbladet
Champions League

Hattrickhelten Ronaldo sparkede Real Madrid i semifinalen

Cristiano Ronaldo scorede sine Champions League-mål nummer 98, 99 og 100 og sendte Real Madrid i semifinalen i Champions League.

Det var en opgave af de svære, der stod foran Bayern München, da de tirsdag besøgte Santiago Bernabeu med et 2-1-nederlag i bagagen fra første opgør. 

Tyskerne kom dog ind med en glimrende indstilling til kampen - der skulle angribes - og det blev der så sandeligt også gjort. 

Første halvleg var en kavalkade af kontraangreb - fra den ene, til den anden ene. Sekundet målmanden havde reddet en chance til Real Madrid, stak Bayern München afsted den anden vej - og omvendt. 

Det var ikke just nogen specielt køn kamp, men spændende - det var den. 

Spændingen blev mere komplet efter pausen. Dommer Viktor Kassai pegede efter 52 minutter på straffesparkspletten efter brasilianske Casemiro havde fældet Arjen Robben. Straffesparket skulle Robert Lewandowski tage sig af. 

Det gjorde polakken iskoldt. 1-0 til Bayern München, der herfra havde 37 minutter plus dommerens tillægstid til at finde endnu en scoring, der ville sende dem i semifinalen. 

Der kom også et mål, men det var ikke til Bayern München. Cristiano Ronaldo og Casemiro brød afsted i et kontraangreb og det brasilianske midtbaneanker sagde undskyld for at have begået straffespark i første halvleg med en perfekt aflevering lige ind i Cristiano Ronaldos løbebane. Herfra kunne portugiseren udplacere Manuel Neuer med et flot hovedstød og gøre det til 1-1. 

Modsvaret fra Bayern München var dog lynhurtigt. Sergio Ramos - en mand, kendt for sine vigtige mål i slutminutterne - lavede nemlig selvmål i det 78. minut - og så stod det til forlænget spilletid. 

Den opgave blev dog markant sværre for Bayern München, da Arturo Vidal efter 84 minutter fik sit andet gule kort for det der lignede en ren tackling. 

Trods små 10 minutters spilletid med én mand i overtal til Real Madrid skulle vinderen nu forsøges at blive fundet i forlænget spilletid. 

Det lykkedes også. Bayern München kæmpede bravt, men måtte til sidst se sig besejret af Real Madrid-maskinen. 

Marcelo tog med 10 minutter igen en lang tur op gennem midten af banen og uselvisk spillede han Cristiano Ronaldo, der gjorde det til 3-2 til hjemmeholdet. 

Kort efter gjorde Marco Asensio ham stykket efter, men den spanske offensivsspiller var anderledes selvisk og sparkede resolut bolden forbi Manuel Neuer til 4-2. 

Dermed er det Real Madrid, der sammen med bysbørnene er de første to Champions League-semifinalister i 2016/17-udgaven.