Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger: Kan lave rokader på grund af kunstgræs

Brøndby IF kan ændre i startformationen mod FC Nordsjælland.

Brøndby IF møder på søndag FC Nordsjælland i Superligaen, og foruden at have fornøjelsen af det mest formstærke hold i Superligaen har de blå-gule også fornøjelsen af at spille på kunstgræs i Farum.

Det er selvsagt et uvant underlag for Brøndby-spillerne, og det kan få betydning for cheftræner Alexander Zornigers startformation.

- Vi er selvfølgelig ikke vant til at spille på kunstgræs i samme grad som FC Nordsjælland, da de træner og spiller kampe derinde året rundt, så derfor kan der være enkelte rokader i vores startopstilling, men det er ikke noget, der gør os svagere. Igennem hele sæsonen har vi oplevet sejre og nederlag uden undskyldninger, og der vil heller ikke være nogen undskyldninger på søndag, hvis vi ikke leverer, siger Zorniger til brondby.com.

Brøndby IF har reelt sikret sig andenpladsen i Superligaen, men ingen spillere får lov til at gå på tidlig ferie.

- Vi er 16 point foran tredjepladsen, og når jeg ser tilbage på sæsonen, kan vi være tilfredse med, hvad vi har set indtil videre, men hvis nogen tror, at vi slapper af, så tager de fejl. Det er nu, at vi virkelig skal arbejde i dybden med vores spil, siger Alexander Zorniger.

Brøndby IF må undvære en karantæneramt Benedikt Röcker mod FC Nordsjælland.