Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-chef: Det skal være frygtindgydende at komme her

Modstanderholdene skal nidstirres, når de kommer på Ceres Park, der skal være et et ubehageligt sted at komme, mener AGF-direktør Jacob Nielsen.

Der er en helt masse på spil, når AGF og Esbjerg fB onsdag aften tørner sammen i Aarhus. Taberen skal ud i to direkte opgør mod AC Horsens om at rykke ned, mens vinderen får muligheden for at sikre overlevelsen mod Viborg FF.

Klubben forventer mere end 10.000 tilskuere til det opgør, og det tyder altså på en glimrende kulisse til det vigtige opgør. Det har ellers været en sløj sæson for hjemmepublikummet i Aarhus, og cheftræner Glen Riddersholm har talt om et hjemmebanekompleks.

Den tendens skal gerne ændres til, at det er modstanderne, der frygter at komme på Ceres Park.

- Det skal være sådan, at når Esbjerg-spillerne og alle mulige andre står i spillertunnellen på Aarhus Stadion, så skal de tænke tilbage på AGF-legender som Stig Tøfting og John Stampe. Vores spillere skal stå og kigge modstanderen i øjnene i dag, og allerede der skal kampen være vundet, siger administrerende direktør Jacob Nielsen til dr.dk.

- Det var det, man kunne i det gamle AGF, og det skal vi også kunne i dag. Og det håber jeg selvfølgelig, at Lars Lungi får besked fra sine spillere om bagefter. At det var forholdsvis frygtindgydende at komme her.

Onsdagens kamp i Aarhus er returen, efter AGF og EfB spillede 0-0 i Esbjerg i søndags. Der er kickoff klokken 18.