Avis: Joakim Mattsson tæt på nyt job
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Avis: Joakim Mattsson tæt på nyt job

Den fyrede Vendyssel-træner Joakim Mattsson er på vej til de formodede NordicBet Liga-oprykkere fra Thisted FC.

Denne sæsons mest overraskende fyring i dansk fodbold stod der Vendyssel ud for, da nordjyderne i vinterpausen valgte at fyre Joakim Mattsson som cheftræner, selv om klubben lå nummer to i NordicBet Ligaen. Øksen blev svunget af Erik Rasmussen, der selv satte sig i trænersædet.

Siden har en skuffet Joakim Mattsson været arbejdsløs, men nu er han på vej tilbage, skriver Nordjyske.

Lokalavisen erfarer, at Joakim Mattsson er tæt på Thisted FC, der med stor sandsynlighed spiller i Danmarks næstbedste række i den kommende sæson. Her skal han afløse Bo Zinck, der angiveligt er på vej til Jammerbugt FC for at afløse Lars Justesen.

- Det lyder helt klart spændende med Thisted, og det er en klub, der ville være interessant for mig - men det er der mange klubber, der ville være, siger Joakim Mattsson til avisen.

Thisted FC kan sikre oprykning til NordicBet Ligaen i weekenden, når holdet møder Dalum.