Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngbys fremtid afgøres i morgen: Kan blive tvangsnedrykket

Tirsdag skal DBU's licensappeludvalg vurdere, om Lyngby Boldklub kan få licens til at spille Superliga i næste sæson. Hvis ikke risikerer klubben tvangsnedrykning.

Da DBU's licensudvalg i april uddelte Superliga-licenser, fik Lyngby Boldklub ikke fornyet sin. Klubben, der gennem foråret har fået tilført omkring 17 millioner kroner fra ejerne Hellerup Finans, kunne ikke stille økonomisk sikkerhed for, at klubben kan køre videre i næste sæson.

Den licens har Superligaens nummer tre endnu ikke fået, og tirsdag oprunder afgørelsens time. Her træder Licensappeludvalget sammen og afgør, om Lyngby kan få sin licens for næste sæson, skriver Ekstra Bladet.

Lyngby kan blive tvangsnedrykket til 1. division, hvis ikke den får licens til endnu en Superliga-sæson.

- Vi har udarbejdet et konservativt budget baseret på kendte omkostninger og indtægter, hvor vi mener der er tilstrækkelig likviditet tilstede. Men DBU har bedt os om at sikre yderligere kapital, selv om vi mener der ikke er behov for det, siger formand Torben Jensen til eb.dk.

Hellerup Finans har besluttet, at Lyngby skal have tilført yderligere 20 millioner kroner foruden de 17, der allerede er blevet smidt i klubben. De penge har man i øvrigt lånt sig til, og de skal snart betales tilbage. 

Lyngby BK har gennem et halvt år været til salg, og Hellerup Finans har i løbet af foråret forsøgt at finde en ny ejer til David Nielsen tropper. Hidtil uden held.