Danmark nedlagt af stærke tyskere
Foto: Adam Nurkiewicz/GettyImages
EM

Danmark nedlagt af stærke tyskere

De danske U21-spillere måtte tilføje endnu et nederlag til EM-kontoen. Denne gang et 3-0-nederlag mod Tyskland.

Kort før onsdagens U21 EM-kamp mellem Tyskland og Danmark blev fløjtet igang, lykkedes det Tjekkiet at vinde over Italien. Derved var danskernes EM-gruppe helt åben inden opgøret mod Tyskland, og det kunne måske give lidt ekstra blod på tanden hos de danske spillere.

Det var dog tyskerne, der var farligst i første halvleg. De fleste offensive situationer havde tysk afsender. Heldigvis for Danmark kunne holdene gå til pause med 0-0 på tavlen.

Dét resultat holdt ikke længe, da først anden halvleg blev fløjtet igang. Efter 53 minutter bragte Leipzig-spilleren Davie Selke nemlig Tyskland foran med en flot scoring. 

Fra kanten af feltet sparkede angriberen bolden over Jeppe Højbjerg i det danske mål.

Resten af anden halvleg bød på fine muligheder til begge mandskaber. Især Kenneth Zohore havde et flot skud på mål, men måtte se sit skud blive taget af Pollersbeck i Tyskland-målet.

Kort efter var den gal i den anden ende. Et hjørnespark endte lige i fødderne på Marc-Oliver Kempf, der uden markering kunne sparke Tyskland på 2-0. 

Efter 79 minutter gik det helt galt for danskerne, da Nadiem Amiri løb på tværs af feltet og bankede 3-0-scoringen i kassen.