AGF om målmandssalg: Der var langt til spilletid
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF om målmandssalg: Der var langt til spilletid

Thomas Hagelskjær skifter AGF ud med Vejle Boldklub. Der var simpelthen for lang vej til førsteholdet, forklarer AGF's sportschef.

I næsten ti år har Thomas Hagelskjær været en del af AGF, men fra i morgen er det slut. Den 22-årige målmand har fredag første træningsdag et andet sted end Fredensvang, når han møder ind i Vejle Boldklub.

På trods af at Hagelskjær kom fra egen ungdomsafdeling og senest var med det danske U21-landshold til EM, har han haft svært ved at tilspille sig en plads på holdet i AGF. Han har endnu ikke fået førsteholdsdebut for barndomsklubben, og det er forklaringen bag salget.

- Thomas har gjort en god figur i AGF, hvor han altid har været professionel og en vellidt del af truppen. Men vi må også erkende, at der i et stykke tid har været langt til spilletid på førsteholdet. Derfor er det her skifte en rigtig god løsning for både Thomas og os, siger sportschef i AGF, Peter "PC" Christiansen, til klubbens hjemmeside.

- Nu kan han komme til en attraktiv klub på et godt niveau, og dermed forhåbentlig fortsætte sin udvikling som målmand. Vi sender Thomas til Vejle med et stort tak for hans tid i AGF, og vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden.

I AGF var det Aleksandar Jovanovic og Steffen Rasmussen, der holdt Hagelskjær ude af holdet. Når han kommer til Vejle, skal han dyste med Pavol Bajza, der stod alle kampe på nær tre i sidste sæson, om pladsen mellem stængerne.