Leder: 1,65 milliarder kroner for Neymar er ikke vanvid - det er logik

Jeg hører ofte udsagn over temaet, at ingen fodboldspiller er et stort millionbeløb værd.

Det er som oftest ment som et sympatisk statement, og jeg forstår meningen bag; at beløbene skaber en stor kløft i takt med, at kommercialiseringen af fodbold løsriver spillet fra flertallet af fans, der ikke kommer til at betale millioner for andet end deres ejendom.

Som topfodbold fungerer i dag, for ikke at sige i det meste af spillets 150 år lange historie, passer det bare ikke med virkeligheden.

For Paris Saint-Germain og ikke mindst klubbens ejere og deres strategi er de 222 millioner euro, omtrent 1,65 milliarder kroner, der er Neymars frikøbsklausul, overhovedet ikke dyrt.

1,65 milliarder kroner er, hvis vi skal tro Qatars finansminister, hvad Qatar på tre dage bruger på opførelsen af arenaer, lufthavne, hoteller og veje til VM 2022.

Var det ikke for UEFA’s financial fair play-regler, der nok vil tvinge PSG til at sælge spillere for omtrent 100 millioner euro efter et Neymar-køb, burde PSG og klubbens ejere forsøge at indløse Neymar, Messi og Cristiano Ronaldos frikøbsklausuler i hvert transfervindue; det vil være rationelt, når man som Qatar forsøger at bygge sig op til at være et af verdens kulturelle og politiske knudepunkter. 

Neymar, hans signon-fee, agenthonorar til Wagner Ribeiro og en ny scouting-aftale med indbygget provisionsløn til faren Neymar Senior (som har sådan en aftale med FC Barcelona i dag om at finde talenter på det brasilianske marked) koster omtrent det samme, som én enkelt af de 36 F15-kampfly, Qatar i midten af juni købte af USA.

Indtil Qatar dropper hele den nationale strategi om at blive et globalt samlingspunkt, hvilket Saudi Arabien og en koalition af lande i Mellemøsten forsøger i disse uger, er Neymars frikøbsklausul på 222 millioner euro og Messis på 300 millioner euro rene røverkøb sammenlignet med, hvad Qatar ellers bruger pengene på.

Og det er endda uden at sætte det sportslige i centrum.

Jeg vil hævde, seks-syv af verdens øvrige topklubber også burde overveje i hvert fald Neymar til den pris. Det er fuldstændig lige meget, at Premier League-klubberne har flest penge; det, de mangler, er helt unikke spillere som Neymar og Lionel Messi.

Der er kun plads til 11 mand i startopstillingen, og at betale 500 millioner kroner for hver gør ingen af dem til Neymar og de driblinger og afslutninger, han kommer til (selvom Neymar på sidstnævnte område faktisk er gået tilbage de to seneste sæsoner).

Da Diego Maradona i 1984 blev solgt fra FC Barcelona til Napoli for et beløb svarende til 85 millioner danske kroner, var det i manges øjne det glade vanvid.

I den forgangne uge blev 24-årige Britt Assombalonga solgt fra Nottingham Forest til Middlesbrough i Championship for 125 millioner kroner. Den tidligere Southend- og Braintree-forward er, før vi medregner inflation, blevet handlet for flere penge i karrieren, end Maradona blev.

Jeg forstår uviljen ved tallene, men betragt det som tal. For et par generationer siden var man Joachim von And, hvis man havde sin egen bil; da radioen kom til Danmark, troede skeptikerne, samfundet ville rasle fra hinanden lige så hurtigt, som populærkulturen fra radioen spredte sig.

Jeg har fremført argumentet før; i forhold til, at fodbold er noget af det, vi i hele verden interesserer os mest for efter at spise, sove og opretholde livet, er der ikke specielt mange penge i fodbold.

Det giver bedre mening at forstå verden end at afskrive den som vanvittig – og er det vanvittigt at søge væk, hvis man som Neymar har potentialet til at blive verdens bedste, tjene mest af alle, arbejde med en masse landsmænd i Paris og blive ham, der skal vinde kampene i stedet for at være Messis hjælper?

Hvad skulle man ellers stræbe efter, når man er en af verdens dygtigste?

Jeg synes, det er logik, ligesom det giver mening for de største klubber, og da især Paris Saint-Germain, at købe en spiller, der som minimum vil være i top 10 i verden i otte af de næste ti sæsoner.