Hvidovre fortsætter oprustning: Henter Nicolaj Agger
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Hvidovre fortsætter oprustning: Henter Nicolaj Agger

Hvidovre IF henter endnu en Superliga-erfaren spiller til klubben. Denne gang er Nicolaj Agger blevet præsenteret.

2. Divisionsklubben Hvidovre IF præsenterede tidligere på sommeren Kim Aabech som ny mand i den røde trøje, og nu har klubben løftet sløret for endnu en markant forstærkning. I hvert fald på papiret.

Hvidovre IF har således skrevet kontrakt med Nicolaj Agger, der skifter på en fri transfer efter senest at have repræsenteret Silkeborg IF. I Hvidovre sluttes ringen for 28-årige Agger, der er født i den sjællandske by.

- Jeg havde flere andre gode tilbud på hånden, også fra klubber på højere niveau end HIF, men beslutningen om at tørne ud for Hvidovre, syntes bare helt rigtig for min familie og jeg. Det var egentlig kun et godt tilbud fra udlandet, der kunne ændre på den endelige beslutning, men det tilbud kom ikke, siger Nicolaj Agger, der ved siden af fodbolden læser jura, ifølge Hvidovre Avis.

Hvidovre IF oplyser ikke længden på Nicolaj Aggers kontrakt. Klubben oplyser til gengæld, at Hvidovres borgmester, Helle Adelborg, er Nicolaj Aggers moster.