Video : Tipsbladet
Skandinavien

Jeppe A efter startdebut: Jeg skulle arbejde røven ud af bukserne

Den tidligere Esbjergspiller skiftede til Hammarby tidligere på sommeren, og fik i går sin første start for den svenske klub.

Efter at Jakob Michelsen tog over i den svenske klub Hammarby har to danskere fundet vej til klubben i form af Bjørn Paulsen og Jeppe Andersen, som begge har en fortid i Esbjerg.

Mens Bjørn Paulsen har været i klubben siden vinter, så er Jeppe Andersen netop kommet til, og i går fik han så startdebut for Hammarby mod Elfsborg.

Jeppe Andersen fik debut mod Elfsborg i forrige weekend, hvor han kom ind fra bænken, men i gårsdagen møde mod samme hold, var han altså med fra start - noget som glæder den teknisk stærke midtabenspiller.

- Det var fantastisk. Det var lidt svært i starten, og jeg følte, jeg havde brug for at komme mere ind i kampen og spille, som jeg plejer. Jeg føler, det gik bedre og bedre, som kampen gik, men jeg ved også, at jeg kan gøre mere, end jeg gjorde i denne kamp, siger Andersen til Fotbollskanalen, og tilføjer:

- Det vigtigste var, at jeg arbejdede røven ud af bukserne, og det synes jeg, at jeg gjorde. Det var en god startdebut.

Hammarby er kendt for sine tilskuers opbakning til holdet, og der var da også mødt flere end 20.000 op på Tele2 Arena, og det mærkede den danske midtbanespiller.

- Intet hold i Danmark kan måle sig med disse tilhængere. Jeg har hørt, at det er den klub i Skandinavien med flest fans, og det er virkelig fedt at spille for dem.

Selvom der er forskel på Blue Water Arena og Tele2 arena, så har overgangen fra Esbjerg til Hammarby været let, siger Jeppe Andersen.

- Det her hold er meget let at komme ind på. Der er en god atmosfære. Jeg synes, at starten har været god. Jeg ser frem til at komme tættere på holdet, og jeg tror, at det får mig til at spille bedre.