OB-anfører roser organisationen
Foto: Jan Christensen/GettyImages
Superliga

OB-anfører roser organisationen

Kenneth Emil Petersen mener, at holdets samarbejde får dem til at se stærke ud i organisationen.

OB har lagt fint fra land denne sæson, hvor de i øjeblikket er placeret på en femteplads i Superligaen, efter at det er blevet til to sejre og en enkelt uafgjort, siden nederlaget i den første kamp mod FC Nordsjælland.

Holdet har holdt nullet i tre kampe i streg, og organisationen på holdet er en af årsagerne, fortæller OBs anfører, Kenneth Emil Petersen.

- Vi har et godt samarbejde på hele holdet. Det defensive starter jo oppe fra, hvor vi har nogle dygtige presspillere i skikkelse af vores to angribere, som ligger det rigtige pres og det forplanter sig ned igennem holdet. Det gør, at vi ser stærke ud i vores organisation, hvilket jeg synes har været tilfældet i store dele af kampene, siger han til klubbens hjemmeside.

Sidste weekend blev det til en uafgjort mod AaB, efter at både FC Helsingør og AC Horsens var blevet besejret i de to foregående kampe. Et resultat som forsvarsspilleren kalder et fair.

- Jeg synes egentlig, at vi i store dele af første halvleg spiller godt, hvor vi har en masse bevægelse og det er vel egentlig også det, som vi mangler i anden halvleg for at blive rigtigt farlige. Begge hold kunne have scoret et mål så alt i alt var uafgjort vel et fair nok resultat.

På søndag venter et AGF-mandskab, som mandag aften led deres tredje nederlag i Superligaens første fire kampe. Det århusianske mandskab har opjusteret kraftigt op til sæsonstart, men Kenneth Emil Petersen vil hellere fokuserer på egne evner.

- Vi fokuserer kun på os selv. Vi har så meget kvalitet i truppen og samtidig troen på, at vi kan løse opgaven. Og der er ingen tvivl om, at vi kommer til Århus med en masse selvtillid i bagagen.