Riddersholm om Balkan-batalje: Det må ikke få indflydelse på spillet
Foto: Getty Images
Superliga

Riddersholm om Balkan-batalje: Det må ikke få indflydelse på spillet

AGF'erne Dino Mikanovic og Aleksandar Jovanovic kom lidt for tæt på hinanden i kampen mod OB søndag aften. Træner Riddersholm fortæller nu om, hvad der skete.

AGF og OB spillede søndag 0-0 i en kamp, hvor det mest opsigtsvækkende var et par kontroversielle situationer, hvor der måske kunne være dømt straffespark samt en batalje mellem AGF'erne Dino Mikanovic og Aleksandar Jovanovic, som røg i totterne på hinanden.

Her kunne AGF-træner Glen Riddersholm efterfølgende på TV3+ redegøre for, hvad der skete.

- Jeg kender dem jo rigtig godt, og de brænder jo begge to og har et voldsomt Balkan-temperament. Man vil helst være det foruden, men omvendt vil det jo også være et udtryk for at de brænder så meget for det. Dino vil have at Jovanovic kommer ud, og Jovanovic fortæller med sit meget temperamentsfulde kropssprog, at han ikke kan komme ud. Det er noget, vi vender - men ikke noget, vi overdramatiserer, siger AGF-træneren.

Riddersholm er dog helt sikker på, at hvor grænsen går for sådanne situationer.

- Hvis det får indflydelse på de efterfølgende aktioner i spillet og påvirker psykologisk og mentalt, så er det mere alvorligt, siger Glen Riddersholm.

Glen Riddersholm nævner desuden også, at han godt kunne ønske sig et straffespark i anden halvleg, hvor OBs Pereiras arm måske var på bolden.