Video : Tipsbladet
Champions League

Fjendetjek: Udenlandske profiler dominerer FK Qarabag

FC København møder FK Qarabag i kvalifikationen til Champions League, men hvad er mesterholdet fra Aserbajdsjan for en størrelse? Tipsbladet.dk forsøger her at gøre dig lidt klogere på nogle af profilerne.

Det blev FK Qarabag, der kom op af bowlen som FC Københavns modstander i playoff-runden før Champions League-gruppespillet. Tirsdag aften spiller de danske mestre det første opgør på udebane i Aserbajdsjan.

Ingen kan være i tvivl om, at der venter FC København to vanskelige kampe, men det kan være svært at finde de knivskarpe argumenter til at bakke det op. Lad os bare være ærlige - vi aner intet om FK Qarabag.

Det kan man heldigvis læse sig til i disse World Wide Web-tider, og tipsbladet.dk vil her forsøge at zoome ind på tre profiler, som FC København skal være ekstra opmærksomme på i de to opgør mod FK Qarabag. 

FK Qarabag har vundet mesterskabet i Aserbajdsjan de seneste fire år og er femdobbelte pokalmestre.

Dino Ndlovu
Angriber, 27 år

Det er fra Dino Ndlovu, at målene kommer i FK Qarabag. I sidste sæson blev han klubbens topscorer, i denne sæson har han scoret tre mål i fire kampe i Champions League-kvalifikationen, og fredag kom han også på måltavlen, da Qarabag vandt 3-1 over FK Neftchi i sæsonpremieren i Aserbajdsjan. 

Dino Ndlovu, som er sydafrikaner, er 183 centimeter høj, så der er ikke tale om en Paul Onuachu-type, men den 27-årige angriber er hurtig, tæt bygget og sikker i sine afslutninger. 

Dino Ndlovu kom til FK Qarabag fra Anorthosis Famagusta sidste år, og han var ligeledes en sand målmaskine i Cypern. I sin sidste sæson for klubben blev han nummer to på topscorerlisten i den cypriotiske liga med 16 mål. 

Angriberen har spillet fire A-landskampe for Sydafrika - den seneste tilbage i 2014.

Michel
Midtbanespiller, 31 år

FK Qarabag har i Michel en spanier, der har rejst meget rundt i sin karriere, og hans CV tæller en broget flok af klubber som Birmingham City, Getafe, Maccabi Haifa og altså FK Qarabag.

Selv om Michel har spillet en del år uden for Spaniens grænser, er det dog ingenlunde fordi, at han er et ukendt navn i sit hjemland. Foruden Getafe har midtbanespilleren tørnet ud for Sporting Gijon, og han står noteret for 98 kampe i den bedste spanske række samt 36 i den næstbedste. Michel har scoret et enkelt mål i La Liga, og det var mod selveste Atletico Madrid tilbage i 2011.

31-årige Michel huserer som 6'er på FK Qarabag-mandskabet, og han er dermed et centralt led på holdet. Mod FC København vil han uden tvivl have sine slåskampe med William Kvist, og den duel skal blive spændende at følge. 

Michel er normalt ikke den store målscorer, men det er værd at bemærke, at han i denne sæson har scoret to mål for FK Qarabag i Champions League-kvalifikationen. Det er en spiller, FC København skal passe på.

Ansi Agolli
Venstre back, 34 år

Ansi Agolli er en af de ældre og mest erfarne spillere på FK Qarabag-mandskabet.

Han har spillet for klubben siden 2010, og det er bemærkelsesværdigt for albaneren, der inden han rykkede teltpælene til Aserbajdsjan skiftede klub næsten årligt. Agolli har blandt andre tørnet ud for FC Luzern og finske VPS, som Brøndby for nyligt mødte i Europa League-kvalifikationen. 

Den 34-årige venstre back er et stort fodboldnavn i hjemlandet Albanien, hvor han har været fast mand på landsholdet i mere end 10 år. Under EM-slutrunden i 2016 var han anfører for Albanien. Ansi Agnolli står noteret for 69 landskampe, og fire af dem har været mod Danmark.

I tirsdagens kamp skal han formentlig stå over for Benjamin Verbic, der har været en af de bedste FCK'ere i denne sæson.