FCK-pressechef efter massivt tilskuerfald: Der er to forklaringer
Foto: Getty Images
Superliga

FCK-pressechef efter massivt tilskuerfald: Der er to forklaringer

Tilskuertallet for FC København er de sidste ti år faldet markant, og det bliver undskyldt med ligaudvidelsen og klubbens mange lørdagskampe.

Superligaen har det generelt svært, når det kommer til at få folk på stadion til de forskellige holds kampe. Et af de steder, hvor udviklingen er særlig skidt er i Parken, hvor FC København siden 2007 har set tallene falde stødt.

Det er noget, som FCK arbejder på at få gjort noget ved, fortæller klubbens pressechef Jes Mortensen i et interview med BT.

Her peger han på en række ting, som spiller ind på, hvordan man fra 2007 er gået fra et tilskuersnit på 22.667 til 14.850 i 2017.

- Ser man eksempelvis på faldet sidste år, så har det to forklaringer, som vi ser det. Den første er udvidelsen af ligaen, som har givet flere kampe, og så er der kommet flere mindre attraktive hold i forhold til publikumstække op i ligaen - sagt i al respekt, siger FCK-pressechefen og fortsætter: 

- For det andet så betyder det europæiske gruppespil, at vi spiller en del lørdagskampe, og at der måske er tilskuere, der vælger Superligakampe fra, når de har brugt penge på de europæiske kampe. Kigger vi på snittet i alle vores turneringer sidste år, så havde vi faktisk en stigning i forhold til året før, da de europæiske kampe spiller ind, siger Jes Mortensen.

Der venter endnu flere lørdagskampe for FC København i denne sæson, da de er sikre på europæisk gruppespil. Om det bliver i Europa League eller Champions League bliver afgjort onsdag, når holdet møder Qarabag i returkampen i Champions League-kvalifikationen. Her endte den første kamp med 1-0 til Qarabag.