Små klubber mister hjemmebanen i pokalkampe: Det er ikke meningen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Små klubber mister hjemmebanen i pokalkampe: Det er ikke meningen

Kampe i DBU Pokalen mellem Superliga-hold og mindre klubber bliver jævnligt flyttet til de store klubbers stadion. Det ærgrer hos de små, og Divisionsforeningen siger, at det ikke er hensigten.

I denne uge spiller både Silkeborg IF og Brøndby IF pokalkampe mod hold fra lavere række, men begge Superliga-mandskaber får glæde af hjemmebane. Reglerne siger ellers, at de lavest rangerede hold skal spille hjemme, men den rettighed kan klubberne afstå, hvis de vælger.

Det har både Kjellerup IF og Ledøje-Smørum Fodbold valgt, og de må dermed undvære besøg af henholdsvis Silkeborg og Brøndby. Det sker med jævne mellemrum, at de små klubber afgiver hjemmebanen, oftest fordi der stilles dyre krav til sikkerheden og til belysningen, hvis kampen skal vises i tv.

Det ærgrer en række af de mindre klubber, at de er nødt til det, men det kan komme til at koste dem dyrt at arrangere kampene, selv om Divisionsforeningen giver et tilskud på 65.000 kroner. Samtidig ærgrer det Divisionsforeningen.

- Det er ikke hensigten med reglen om, at den lavest rangerede klub skal have hjemmebanefordel, og det ligger heller ikke i ånden i nogen turnering, at man afgiver hjemmebanefordelen. Så det vil vi helst undgå, og vi er ikke glade for, at det sker, siger turneringschef Peter Ebbesen til Ritzau.

- Men muligheden for at kunne gøre det er nødvendig, for det er ikke alle, som kan favne at få en superligaklub på besøg. Det stiller krav til sikkerhed og måske også til lysanlægget af tv-hensyn.

Silkeborg IF tager i aften klokken 19 imod Kjellerup, der dog formelt set er hjemmebanehold på Jysk Park, mens Ledøje-Smørum møder Brøndby i onsdag aften med kickoff klokken 20.30.