Video : Tipsbladet
Generelle

Kløve skyder SønderjyskE videre i Pokalen

Sønderjyske sikrede sig videre avancement i DBU Pokalen, da de vandt 2-1 ude over Vendsyssel FF.

Sidste år blev FC København endestationen for Vendsyssel FF i DBU Pokalen, og i denne sæson var det endnu et Superliga-mandskab, som blev endestationen for det storsatsende mandskab fra Nordjylland.

SønderjyskE-træner, Claus Nørgaard havde i dagens anledning valgt at give startdebut til seks nye spillere i form af Lukas Fernandes, Anders Egholm, Nikolaj Ritter, Victor Ekani, Marko Mitrovic og William Tchuameni.

Det så ikke ud til at påvirke holdet, som kom planmæssigt foran efter bare 9 minutters spil, da et langt indkast fra Emil Scheel endte hos Troels Kløve, som fik bolden over stregen.

I situationen blev Vendsyssel-målmanden, Frederik Ibsen, skadet, og derfor var holdet nødsaget til at skifte ud på målmandsposten, da førstevalget ikke kunne spille videre.

Efter 22 minutters spil var den så gal i den anden ende af banen. Anders Egholm begik et klodset straffespark, men slap med skrækken, da Lukas Fernandes reddede det efterfølgende straffespark fra Brandao.

Seks minutter senere måtte Lukas Fernandes alligevel se sig passeret, da Emmanuel Ogude udlignede til 1-1. Målet åbnede kampen op og hjemmeholdets fans samt spillere begyndte at tro på tingene.

Lige meget hjalp det, da Scheel og Kløve igen var på spil fem minutter efter pausen. De to spillere indtog samme roller som ved første mål, og sendte SønderjyskE på sejrskurs igen.

SønderjyskE kom langt mere i kontrol i anden halvleg og kunne notere sig to annulerede mål, samt et forsøg på stolpen.

I næste runde skal Sønderjyske på eget græs stå over for Jammerbugt FC.