Spelmann: Man må ikke tabe 0-4 uden at have smasket én ned
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Spelmann: Man må ikke tabe 0-4 uden at have smasket én ned

Martin Spelmann savnede mod og mandshjerte på AGF-mandskabet efter nederlaget til FC København.

4-0.

Sådan stod der på måltavlen til hjemmeholdet efter søndagens sene Superliga-kamp mellem FC København og AGF, og derfor venter der århusianerne en lang bustur hjem til "smilets by".

På turen er der også tid til selvransagelse hos AGF-spillerne. Det mener Martin Spelmann, der var en del i centrum i løbet af kampen. Blandt andet for en batalje med Pieros Sotiriou i første halvleg. 

- Det efterlader en masse spørgsmålstegn. Havde vi tabt 0-4 og været magtesløse og kunne ikke have gjort noget ved målene, så er det, hvad det er, men i store dele af deres angreb bliver vi simpelthen splittet ad. De kommer sejrrigt ud af det uden en skramme på sig, og det er ikke godt nok. Man må ikke gå fra banen og have tabt 0-4 uden minimum at have smasket én ned og have trukket et gult kort eller bare have vist en eller anden form for mandsmod, lyder det kontant fra Martin Spelmann, der tilføjer:

- Jeg er pisse frustreret over den her kamp, men det har vi prøvet før, og vi har også rejst os før. Det kommer vi til at gøre igen.

Undervejs i kampen var der en del dommerkendelser, der gik AGF'erne imod, og Martin Spelmann lægger ikke skjul på, at han ikke var imponeret over manden i sort, Michael Johansen.

- Det er jeres (journalister, red.) job. Vi kan jo for helvede ikke stå og sige noget. Du ved jo godt, hvad der sker, hvis jeg går ud og siger noget. I har fandeme også et ansvar for at kommentere de der ting. Det er jeres job, og det synes jeg fandeme, folk er dårlige til. Det bliver bare prellet af, og så står vi her og skal forsvare os, og vi har ikke set tingene igen. Det har I haft masser af muligheder for, lyder det fra AGF-profilen.

Han kaster en mørk status over den første halvdel af AGF's grundspil.

- Det er selvfølgelig ikke godkendt. Jeg aner ikke, hvad der er op og ned, og det bekymrer jeg mig ikke om. Vi så det også i sidste sæson - det er i foråret, det bliver voldsomt, men vi kender også vigtigheden af at få så mange point med som muligt over i 2018, siger Martin Spelmann.

AGF er nummer 10 i Superligaen efter 13 spillerunder.