Ståle Solbakken jubler over FCK's hjemmeform
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ståle Solbakken jubler over FCK's hjemmeform

Ståle Solbakken er meget tilfreds med, hvad FC København har vist på hjemmebane i denne sæson.

FC København leverede en af sæsonens bedste præstationer, da AGF søndag blev besejret med 4-0 i Telia Parken. Og det glæder naturligvis manager Ståle Solbakken, der især nyder at se sit mandskab hjemme i Telia Parken. 

- Vi har været gode på hjemmebane i lang tid, men halvdelen af kampene er på udebane. Havde vi udelukkende spillet her, så havde vi været i Champions League-finalen, siger Ståle Solbakken, der ikke kan forklare, hvorfor FCK er så meget bedre hjemme end ude:

- Jeg har jo ansat en hel del psykologer, og det kunne være, jeg skulle sende en af dem ud for at svare på det spørgsmål. De fleste hold er jo bedst hjemme, men i år har vi haft lidt vanskeligere ved at skabe store chancer (på udebane, red.). OB-kampen var jo ikke nogen dårlig udekamp, men det blev en dårlig historie, fordi vi lige havde tabt til Lyngby.

FC København har i denne sæson lidt meget af "europæiske tømmermænd" - underforstået, at løverne har haft det svært efter en europæisk midtugekamp. Derfor stillede Ståle Solbakken med et reservespækket hold mod FC Zlin i torsdags.

- I dag gjorde vi det, som vi ikke har gjort før - vi tog konsekvensen af, at vi ikke har magtet at spille efter Europa. Vi sparede nogle spillere, så vi vidste, vi havde et frisk hold på banen i dag, og der var en god fysik, og holdet sprudlede, lyder det fra FCK-manageren.

FC København møder AC Horsens på udebane i næste runde.