Solbakken: Vi skal indstille os på at vi skal slå Sheriff i sidste runde
Foto: Getty Images
Europa League

Solbakken: Vi skal indstille os på at vi skal slå Sheriff i sidste runde

Efter Sheriffs overraskende sejr i Europa League over Lokomotiv Moskva er gameplanen lavet lidt om for FCK.

FC København gjorde deres i kampen mod Zlin med en 3-0-sejr, og i den anden kamp i gruppen lavede Sheriff en stor overraskelse ved at slå Lokomotiv Moskva med 2-1 på udebane. Det har åbnet gruppen helt op, da FCK og Sheriff nu er på seks point og Lokomotiv med fem point med to kampe tilbage.

Det er noget, som FCK-manager Ståle Solbakken er meget opmærksom på, og han siger i et interview med 6'eren umiddelbart efter kampen, at man nu kommer på en meget hård opgave mod Lokomotiv i den næste kamp i gruppen.

- Lokomotiv har mega pres på, når de skal møde os. De kan ikke tillade sig at tabe den kamp, fordi så ryger de faktisk ud af Europa League. For et tophold i Rusland, som har slået Zenit 3-1 på udebane, er de nok ikke specielt tilfredse med deres situation, siger Solbakken.

Og han regner samtidig også med, at det hele nok bliver afgjort i den sidste kamp i gruppen.

- Vi skal nok indstille os på, at vi skal slå Sheriff i sidste runde uanset, siger Ståle Solbakken, der da også regner med at Lokomotiv Moskva stadig er gruppefavoritter.

Den næste kamp for FC København, der er mod Lokomotiv på udebane, spilles 23. november i Moskva.