Vestergaard nettede i danskerduel
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Bundesliga

Vestergaard nettede i danskerduel

Jannick Vestergaard scorede Borussia Mönchengladbachs ene mål, da de spillede 1-1 med Mainz og Viktor Fischer.

Danske Viktor Fischer har endnu ikke fået lov at starte for FSV Mainz, siden han for halvanden uge side takkede for tilliden ved at nette to gange i pokalsejren over Holstein Kiel.

I sidste weekend blev han skiftet ind mod Eintracht Frankfurt, og han startede da heller ikke lørdag, da Mainz gæstede Borussia Mönchengladbach med Jannick Vestergaard fra start i midterforsvaret. 

Gæsterne kom da alligevel bedst fra start efter 19 minutters spil, da Abdou Diallo bragte Mainz i front med hovedet på oplæg fra Jean-Philippe Ghamin.

Føringen holdte til pausen, men med lidt over 20 minutter tilbage af opgøret fik hjemmeholdet så et hjørnespark i højre side. Thorgan Hazard slog bolden højt ind i feltet, og mellem venner og fjender steg Jannick Vestergaard til vejrs og bragede Borussia Mönchengladbach på 1-1 med et kraftfuldt hovedstød. 

Minuttet efter blev Viktor Fischer sat på banen, men selvom Mainz i de døende minutter var tæt på sejren, da Daniel Brosinski ramte overliggeren, endte kampen uafgjort 1-1.