Video : Tipsbladet
Landshold

Christian Eriksen og Kvindelandsholdet indstillet til Årets Sportsnavn 2017

Når Årets Sportsnavn på tværs af 15 sportgrene skal kåres, så kan Christian Eriksen eller Kvindelandsholdet løbe med titlen.

Den 6. januar blænder DR op for ’Sport 2017’, og her er en af hovedpriserne Årets Sportsnavn, som uddeles af Jyllands-Posten og DIF. 15 kandidater er indstillet, og de repræsenterer 11 sportsgrene.

Endnu er der ikke en atlet inden for fodboldens verden, der har vundet titlen, men i år er både Chrisian Eriksen og Kvindelandsholdet blandt kandidaterne, som Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF og med i den priskomité, kalder et stærkt felt.

- Det er et utroligt stærkt felt, som kæmper om titlen Årets Sportsnavn 2017. Listen af kandidater tæller masser af VM- og EM-guldmedaljevindere, World Cup-vindere, Super Serie-vindere osv. Jeg vil ikke fremhæve nogen her, men i stedet glæde mig over, at der er atleter fra hele 11 idrætsgrene på listen. Det vidner om et velfungerende og seriøst talent- og elitearbejde i vores specialforbund og i Team Danmark.

Kandidaterne til titlen er udvalgt ud fra de fire følgende kriterier:

• Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de helt store idrætsnationer satser på den?
• Konkurrencen på dagen: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
• Forløbet: Mange års målrettet arbejde frem mod en sejr taler for, at præstationen er mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med.
• Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere. Dette kriterium indeholder også et kommercielt aspekt.

De 15 kandidater bliver senere på året skåret ned til tre, og det er ikke en nem øvelse, fortæller Morten Mølholm.

- Det har været uhyre svært at finde de 15 kandidater, og øvelsen bliver med garanti ikke nemmere, når listen skal skæres ned til tre og senere til en vinder. Jeg håber, at vores valg vil skabe en masse debat, for det viser, at danskerne går op i sport og gerne vil hylde deres helte. Internt i DIF og hos Jyllands-Posten har vi selv haft debatten, for det er virkelig svært at sammenligne præstationer på tværs af sportsgrene. Hvilken VM-guldmedalje er fx den flotteste at vinde? Det er et nærmest umuligt spørgsmål at svare på, men med kriterier som blandt andet global konkurrence og folkelighed i hånden har vi alligevel igen i år vovet pelsen.

De 15 indstillede til Årets Sportsnavn 2017:
• Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, badminton
• Viktor Axelsen, badminton
• Amalie Dideriksen, cykling
• Jakob Fuglsang, cykling
• Christian Eriksen, fodbold
• Kvindelandsholdet, fodbold
• Emma Jørgensen, kajak
• Maja Alm, orientering
• Daniel Wagner, para-atletik
• Lisa Gjessing, para-taekwondo
• Cathrine Dufour, ridning
• Lærke Berg Rasmussen og Christina Juhl Johansen, roning
• Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen, sejlsport
• Pernille Blume, svømning
• Caroline Wozniacki, tennis

Vinderen af Årets Sportsnavn modtager 75.000 kroner og indskriver sig i historiebøgerne sammen med blandt andet Damelandsholdet i håndbold, Bjarne Riis og Mikkel Kessler.