Norsk journalist afviser viceministers forklaring: Ikke det, vi blev oplyst
Mutko og FIFA-præsident Infantino. Foto: Getty Images
VM

Norsk journalist afviser viceministers forklaring: Ikke det, vi blev oplyst

Det norske medie TV 2 kunne ikke få akkreditering til VM-lodtrækningen. Det fik mediet alligevel til sidst efter masser af pres, men der var ikke tale om en teknisk fejl, som det påstås, siger den norske journalist, der blev afvist, nu.

Den norske journalist Øystein Bogen blev til sidst lukket ind til VM-lodtrækningen i Rusland, men forløbet op til har været tumultarisk, da nordmandens medie allerede torsdag fik at vide, at TV 2 Norge ikke var velkommen til lodtrækningen.

Efter protester blev det i løbet af fredagen ændret, og Ruslands viceminister og formand for VM-komitéen Vitaly Mutko udtalte på en pressekonference ved middagstid fredag, at der var tale om en fejl.

Men journalisten Øystein Bogen fra norsk TV2 afviser det forløb overfor Tipsbladet.

- Dette passer ikke med det, vi fik oplyst på akkrediteringscenteret i går, hvor der eksplicit blev sagt, at vi ikke kunne få en akkreditering, fordi vi ikke havde bestået sikkerhedstjekket, som de mente, FSB (den russiske sikkerhedstjeneste) var ansvarlig for.

- Vores kilder i FIFA bekræftede i går, at der ikke var nogen tekniske problemer med vores akkrediteringsanmodninger, og at det var en sikkerhedsmyndighed, der satte foden ned, siger Øystein Bogen til Tipsbladet.

Det er ikke første gang, Rusland er i vælten og tiltrækker sig fokus i forbindelse med mediers adgang til at dække blandt andet VM i fodbold.

Den russiske regering har i forbindelse med blandt andet afdækningen af russisk indflydelse i det amerikanske præsidentvalg i 2016 og vestlige mediers dækning af en omfattende dopingskandale i russisk sport før, under og efter vinter-OL i Sotji i 2014 arbejdet på ny lovgivning, der gør det muligt at afvise udenlandske medier adgang til at arbejde i Rusland, hvis man i Rusland vurderer, disse udenlandske medier modarbejder russiske interesser og fabrikerer såkaldte "fake news".

Den nye russiske lovgivning har primært været rettet mod velrenommerede medier som CNN, New York Times, Washington Post og britiske medier, og der er også blevet gisnet om, at lovgivningen kan ramme udvalgte udenlandske mediers dækning af VM i Rusland.

Desuden har der i forbindelse med akkrediteringsprocessen for medier til VM i Rusland optrådt klausuler om, at journalister kun må forholde sig til VM-slutrunden og eksempelvis ikke dække politiske emner under opholdet til VM i sommeren 2018.

Norsk TV 2 havde i sidste måned rapporteret om russiske agenter i Norge, som faldt de russiske myndigheder for brystet. Det kunne altså ligne en modreaktion for sidste måneds historie, hvilket en talsmand for FIFA tidligere i dag afviste var tilfældet.

Dansk Boldspil-Union var en af de få fodboldforbund, der offentligt udtalte sig om sagen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.