FCK-transfer kiksede: Vi blev taget i røven
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK-transfer kiksede: Vi blev taget i røven

FC København blev taget i røven af sydamerikanske agenter og missede dermed en transfer, fortæller Ståle Solbakken. FCK-manageren henviser med al sandsynlighed til Jesus Medina.

Navnet Jesus Media bliver ikke nævnt en eneste gang af Ståle Solbakken, men det er svært at være i tvivl om, at det er ham, FCK-manageren snakker om. Og som han siger:

- Jeg kan ikke fortælle, hvem det drejer sig om, men det kan I nok selv regne ud.

FC København blev før jul sat i forbindelse med paraguayanske Jesus Medina fra Club Libertad i hjemlandet, og hovedpersonen selv bekræftede også over for nationale medier, at han havde et tilbud på hånden fra de danske mestre. I sidste ende løb New York City dog med Medinas underskrift. Dermed holder han sig også tæt knyttet til Manchester City, som ligeledes blev nævnt som en bejler.

Det var dog tæt på, at FC København løb med Jesus Medina. Sådan må man tolke Ståle Solbakkens udmeldinger, selv om han altså ikke på noget tidspunkt nævner Medinas navn direkte.

- Vi blev taget i røven af nogle sydamerikanske agenter, siger Ståle Solbakken og fortsætter:

- Det var fodboldverdenen, når den er værst. Agenter tænker kun på dem selv og hvor mange penge, de kan tjene. Ikke på spillerens udvikling. Vi havde en aftale med spilleren, og vi havde næsten en aftale med klubben. Men så var der nogle, som kunne få rigtig mange penge i egen lomme, og det, som først var uaktuelt for spilleren, var pludselig det bedste. Det kan ske, men det var en meget kvalmende proces. 

Ståle Solbakken fortæller, at den strandede transfer ikke havde direkte sammenhæng med jagten på en afløser for Benjamin Verbic, der er blevet solgt til Dynamo Kiev.

- Det var en uafhængig case. Vi har jagtet andre spillere samtidig, og vi er fortsat i dialog med flere, men om det lykkes, kommer an på mange ting. Der er lang tid til 1. februar, men vi vil selvfølgelig gerne have tingene på plads. Samtidig er vi trygge ved den trup, vi har, siger Ståle Solbakken og fastslår: 

- Vi har tre emner, som vi synes er meget interessante, og så må vi se, hvad der lykkes.

Flere spillere har i medierne været kædet sammen med en exit i FC København, og Ståle Solbakken vil ikke afvise, at der kan ske afgange i det igangværende transfervindue. 

- Ja, det er muligt. Det har lidt at gøre med, om der kommer nogle ind, siger FCK-bossen.

FC København har foruden Benjamin Verbic sagt farvel til Tom Høgli denne vinter. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.