Video : Tipsbladet
Superliga

Sviatchenko tænker ikke på VM: Vil bare vise mig frem

Det virker oplagt, at Erik Sviatchenko med fast spilletid i FC Midtjylland kan komme tilbage på landsholdet op til VM, men det er ikke formålet, siger han.

Som det sker med alle januarskifter for spillere, der er eller har været inde omkring deres landshold, bliver Erik Sviatchenkos retur til FC Midtjylland læst ind i en VM-sammenhæng. For fast spilletid i Superligaen kan måske sende stopperen tilbage i varmen hos landstræner Åge Hareide.

Det har dog ikke været med en plads i VM-truppen for øje, at Sviatchenko har ladet sig udleje til sin tidligere klub. Det siger spilleren, der senest var udtaget til landsholdet i november 2016, i hvert fald selv i forbindelse med præsentationen tidligere på tirsdagen.

- VM er slet ikke i mine tanker, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg tænker kun på at kunne bidrage med mine kvaliteter. Jeg har været ude i to år og har forhåbentlig lært en masse, så jeg glæder mig bare til at vise mig frem for de midtjyske fans og derefter vise for mig selv, at jeg har lagt på de sidste to år, siger han til DR Sporten.

- Nu handler det om at præstere for FC Midtjylland, og hvad der sker til sommer, må vi tage et nyt interview omkring.

Uanset om det bliver til en VM-slutrunde eller ej, virker det dog givet, at sommeren ikke byder på et permanent skifte hjem til Heden. Klubben har ikke fået en købsoption på Sviatchenko, der desuden regner med at vende tilbage til Celtic eller finde en ny klub i udlandet.

Til gengæld kan FC Midtjylland ende med at tjene endnu en skilling på den stærke forsvarsspiller, hvis han bliver solgt. Sportschef Svend Graversen bekræfter over for Herning Folkeblad, at klubben har fået en videresalgsklausul med i lejeaftalen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.