Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen vil give de nye chancen mod Silkeborg

Årets første træningskamp for AC Horsens står for døren, og den vil manager Bo Henriksen bruge på at prøve sine nye spillere af. Han afventer stadig en ny back.

Det er over en måned, siden AC Horsens-spillerne gik på juleferie, og torsdag vender de omsider tilbage i kamp. Der er ganske vist blot tale om en testkamp, men det giver manager Bo Henriksen lejlighed til at se nogle af sine nye spillere an.

Når Horsens-mandskabet møder Silkeborg IF, bliver det formentlig med tre nye ansigter på banen - enten fra start eller i løbet af opgøret. 

- Ud over at se på vores finske prøvespiller skal vi bruge kampen til at få opbygget nogle relationer mellem spillerne. Mads Juel Andersen skal vi se på sammen med Alexander Ludwig. Jonas Borring skal også prøve at spille i vores system, ligesom Oliver Drost skal have spilletid, siger Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

Den omtalte prøvespiller er højrebacken Henri Toivomäki, og han kommer til at spille ved siden af januarsigningen Mads Juel Andersen, der spiller i midterforsvaret. Jonas Borring kommer givetvis til at spille den ene fløj.

Angriberen Drost er ganske vist også købt i januar, men han var allerede på leje i løbet af efteråret, så han kan dårligt kaldes et nyt ansigt i den gule bluse.

Samtidig med at Horsens tester finske Toivomäki, forhandler de med FC Midtjylland om Mads Døhr Thychosen, der var udlejet til Den Gule Fare i første halvdel af sæsonen. Da tipsbladet.dk talte med Bo Henriksen onsdag, kunne han ikke sige, hvorfor parterne ikke er blevet enige endnu.

- Det er jeg den forkerte at spørge om - jeg ved ikke noget om det, og jeg har ikke en krystalkugle. Det må du spørge spilleren og hans klub om. Lige nu her og her håber vi da stadig, at det kan lade sig gøre. Vi har lavet forskellige handler med Midtjylland og har en god dialog, men det er ikke ensbetydende med, at det ender med at kunne hænge sammen, sagde han.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.