Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger: Tricky at få nye spillere på niveau hurtigt nok

Tyske Alexander Zorniger vil hellere holde på det, han har, i stedet for at gå ud og hente noget, han ikke er sikker på. Men medierne vil til sommer sige, at det var det forkerte at gøre, hvis Brøndby IF ikke bliver mester, forestiller han sig.

Brøndby IF rejste i lørdags til Dubai på træningslejr, og her skal klubben gøre sig klar til et vigtigt forår i Superligaen. Med sig har Alexander Zorninger taget stort set samme trup, som i Superliga-efteråret bragte holdet helt op på andenpladsen.

Og træningslejren er vigtig for Brøndby, hvor træner Alexander Zorniger håber på at inspirere sind såvel som krop.

- Vi er i tredje og fjerde uge (når holdet er på træningslejr, red.), så det hjælper os meget i at arbejde taktisk og individuelt uden hele tiden at skulle tænke på, hvilke øvelser vi kan lave, uden at spillerne skal stå og fryse meget på banen. Det gør det selvfølgelig nemmere for os, og på grund af den lange, mørke periode i Danmark er det vigtigt at producere lidt solenergi, siger Alexander Zorniger til tipsbladet.dk.

Det er en vinter, hvor Brøndby IF gerne holder på det, klubben har, og det er også en af forklaringerne på, at angriber Mikael Uhre, der er hentet i SønderjyskE, først starter i Brøndby til sommer.

Selvfølgelig kan der indrulle et stort millionbud på en af profilerne - mest interessant for udenlandske klubber er nok Frederik Rønnow, den danske landsholdskeeper - men for Rønnow som for flere af de andre spillere gælder det, at der er et VM til sommer, som de gerne skal positionere sig til, og ender man på bænken i en udenlandsk klub i et helt forår, står man ikke just så godt til et VM.

For Brøndby betyder det, at der er kontinuitet i truppen i en sjældent set grad. Det er de samme spillere, der spillede så fantastisk et efterår, der skal bringe succes i foråret. Det er samtidig en noget anderledes strategi end i FC Midtjylland, der har hentet en ny målmand og to nye forsvarsspillere, og som har sagt farvel til flere trupspillere som Jonas Borring og André Rømer samt en stor profil i Filip Novak.

Men potentielt set kan det give nogle fordele i Brøndby, hvor trænerteamet allerede ved, hvordan spillerne løber, hvor de placerer sig, hvilke fejl de har tendenser til at lave, og hvordan deres indbyrdes relationer er. Det er ikke sikkert, det er et problem, men det kan det blive i Midtjylland, hvor eksempelvis nyindkøbet Bubacarr Sanneh skal bruge lidt tid på et nyt system og nye medspillere. 

- Det gik overraskende hurtigt det første år, hvor spillerne skulle vænne sig til vores spil. Det plejer at tage længere tid. Kiggede vi nu efter tre-fire nye spillere, kunne det blive tricky, hvis de ikke kender måden at spille på fra tidligere klubber. Det ville være tricky at få de nye spillere på niveau hurtigt nok. Vi ser ikke ud til at miste nogen nævneværdig spiller, så det kan være en fordel, siger Alexander Zorniger, der bliver afbrudt.

Kan det være en fordel?

- Man kan kun være sikker efter sæsonen. Hvis vi ikke vinder mesterskabet, vil alle medier sige, at vi skulle have benyttet muligheden for at hente tre - fire nye spillere, nu vi havde chancen for at vinde mesterskabet. Alle tænker, at fordi FCK har en mellemsæson, og de altid er go-to-holdet i Danmark, bør alle benytte den eneste mulighed, der kan være for at vinde.

- Men igen, der er stadig et stykke vej til at vinde mesterskabet, og vores økonomi og sport skal gå i balance, så derfor er jeg virkelig tilfreds med, hvad vi har i holdet nu. Vi skal ikke gøre noget tosset. Jeg har sagt det før: For mig er der ikke nogen stor chance for at få en ledig spiller, som vil til Danmark her i vinter, og som kan gøre en stor forskel, siger tyskeren.

Når man arbejder med de samme spillere over en lang periode og får en god, lang opstart med spillere, der ved, hvad de skal, kan man også arbejde på nuancerne i spillet, og dem kigger Alexander Zorniger hele tiden på.

- Vi prøver stadig at udvikle noget med spillerne lige nu. Hvis det ikke går den rigtige vej... det skal være udvikling, vi skal ikke bare gøre noget nyt for at gøre noget nyt. Vi har allerede et højt niveau, hvis vi kan forbedre dele af vores spil og blive mere stabile, siger han.

Brøndbys testkampe på træningslejren i Dubai er mod Guangzhou og Slavia Prag, og så venter der en pokalkamp mod FC København den 4. februar. Klubben ligger et enkelt point efter FC Midtjylland i Superligaen.

Kampen mod Guangzhou Evergrande spilles klokken 16.00 senere mandag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.