Video : Tipsbladet
Superliga

Ligastats: Knivskarpe Randers FC og overraskende sprintere

Vi er klar med de bedste og mest interessante statistikker fra grundspillets sidste spillerunde i Superligaen.

Her er Ligastats for den overståede 26. spillerunde i Superligaen.

Individuelt:
Rundens målkonge:
Kun en spiller scorede mere end en gang, og da Bashkim Kadrii som nærmest en en-mandshær sænkede OB med sit hattrick, er der ingen som helst tvivl om, at Randers-offensiven løber med kåringen.

-----

Rundens aflevering:
Vi har flere gange været over 100 succesfulde afleveringer i denne kategori, men i 26. spillerunde var der kun en spiller over 80 - nemlig FC Københavns Zeca, der med 89 succesfulde afleveringer snupper sejren.

-----

Rundens luftkonge:
Han er tilbage - AC Horsens' Ayo Okosun, der med otte vundne luftdueller igen tager prisen - men han må i denne runde dele hæderen med FC Nordsjællands forsvarer Victor Nelsson, der også otte gange var bedst i luften.

------

Rundens sprinter:
Forbinder man Jores Okore med voldsom fart? Nej, vel. Men alligevel er AaB-forsvareren med en sprint på 33,45 kilometer i timen den næst-hurtigste i runden - kun overgået af FC Midtjyllands Tim Sparv, der i sejren mod SønderjyskE nåede en topfart på hele 34,75 kilometer i timen. 

-----

Rundens arbejdshest:
Kasper Fisker og Simon Tibbling fra Brøndby, FC Københavns Viktor Fischer og Nicolai Poulsen fra Randers FC er i top 5 over flest løbede meter, men ingen af dem når OB's Casper Nielsen, der med 12.926 løbede meter tager prisen. 

------

Rundens oprydder:
Otte vundne tacklinger er altså et solidt stykke arbejde gennem 90 minutter. Den præstation stod Randers FC's finne Joni Kauko for i sejren over OB - en tackling mere end Hobro IK's Jonas Brix-Damborg. 

------

Rundens hårdeste:
Silkeborgs Sammy Skytte, Victor Nelsson fra FC Nordsjælland og Kees Luijckx var fire gange ude med riven i forhold til at lave frispark. Men det bliver FC Helsingørs Douglas, der får æren i denne runde med seks frispark i sejren over FC Nordsjælland.

Hold:
Rundens engle:
Fire hold må dele hæderen i denne runde, hvor samtlige 14 hold blev noteret for mindst et gult kort. Men AGF, Lyngby BK, Silkeborg IF og FC København fik hver kun et enkelt gult kort og må deles.

-----

Rundens boldbesiddelse:
Da Lyngby måtte nøjes med et point mod AC Horsens skete det efter at have haft bolden i 60 procent af tiden. Men det var lige præcis ikke nok til at vinde kategorien, da FC Københavns 3-1-sejr skete efter 61 procents boldbesiddelse. 

------

Runden inden for rammen:
Randers FC hentede den største sejr i runden med 4-1 over OB, men faktisk havde Randers "kun" seks skud inden for rammen. Det samme havde Brøndby, der vandt 2-1 over Hobro. Men prisen går til FC Midtjylland og FC København havde i deres sejre otte gange afsluttede inden for rammen.

------

Rundens skarpeste:
Nærmest vanen tro var Brøndby IF det mest afsluttende hold med hele 25 afslutninger i søndagens sejr over Hobro, men når man kun scorer to gange, er effektiviteten langt fra i top.
Det var den til gengæld hos Randers FC, der i 4-1-sejren over OB afsluttede 14 gange og altså ender med en scoringseffektivitet på hele 29. 

------

Rundens dominator:
AGF er gode til at holde målet rent i øjeblikket men på samme tid ikke særligt gode til selv at score, hvilket resulterede i forårets tredje 0-0-kamp, da AaB var gæster. Men AGF hentede det ene point efter en præstation, hvor holdet var dominerende i 80 af de 90 minutter i følge superliga.dk-statistikken.

Kilde: Superliga.dk


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.