Kom til Lyngby i januar: At kalde det hektisk er mildt sagt
Foto: Jamie Sabau/Getty Images
Superliga

Kom til Lyngby i januar: At kalde det hektisk er mildt sagt

Manglende løn, truende konkurs, nedrykningsfare og manglende spilletid. Mohammed Saeids tid i Lyngby BK har været en rutsjebanetur, men som han siger: Sådan er livet.

To dage før nytårsaften kunne Lyngby Boldklub på sin hjemmeside fortælle, at klubben havde hentet Mohammed Saeid i MLS-klubben Colorado Rapids.

- Det er ikke en hylde, vi normalt kan hente spillere fra, sagde cheftræner Thomas Nørgaard i den forbindelse.

Tre uger senere, den 18. januar, sagde klubbens bestyrelsesformand, Torben Jensen, til TV2 News, at Lyngby ikke havde penge til den forestående lønudbetaling.

Siden fulgte endnu nogle uger, hvor klubben balancerede på randen af konkurs, fem spillere skiftede væk på grund af den manglende løn, og en gruppe nye investorer reddede økonomien, få dage før Lyngby ville gå konkurs.

Trods de høje forventninger fra træneren har Saeid dog haft svært ved at tilspille sig en fast plads på holdet. To startpladser og tre indskiftninger er den kedelige status for midtbanespilleren. Hans Lyngby-tid er med andre ord ikke forløbet, som han havde håbet, men Saeid tager det med ophøjet ro.

- At kalde det hektisk er mildt sagt. Det har været en rutsjebane; det er ikke noget, man forventer, når man kommer til et nyt hold. Men hey, sådan er livet. Vi er alle i samme båd på holdet, og vi skal bare igennem den her sæson og forhåbentlig blive oppe i Superligaen, og så må vi evaluere til sommer, hvad der kan ske, siger Mohammed Saeid til tipsbladet.dk.

Det gælder vel også for dig personligt, at du skal evaluere, hvad der skal ske til sommer?

- Ja, selvfølgelig. Og det gælder for alle. Jeg er sikker på, at hele holdet kommer til at evaluere. Lige nu er det vigtigste, at vi bliver i Superligaen, og så må de personlige ting komme bagefter. Lige nu er man nødt til at respektere sine holdkammerater, respektere fansene og alt det, vi har været igennem sammen.

I Lyngbys seneste kamp sad både Martin Ørnskov, Jesper Christjansen og Mathias Hebo Rasmussen ude, men der var stadig ikke plads til Saeid på midtbanen. Han kom først ind efter en times spil.

Forklaringen var dog ifølge spilleren selv, at han har siddet ude med skade et stykke tid, så han var ikke blevet sat af holdet til fordel for et par U19-spillere. Men selv om skadesproblemer bærer en del af ansvaret for hans beskedne spilletid, bærer de ikke det hele.

- Alle spillere vil selvfølgelig spille. Det er også en af grundene til, at jeg kom hertil. Jeg kom her ikke for bare at sidde på bænken. Men lige nu er det vigtigste, at holdet bliver i Superligaen. Der er få kampe tilbage, og jeg vil ikke koncentrere mig om mig selv. Jeg er nødt til at respektere mine holdkammerater og håbe, at vi klarer den, siger han.

Først skal Saeid og Lyngby møde Randers FC i den sidste og ubetydelige kamp i gruppespillet, før to playoffkampe mod Silkeborg IF venter. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.