Video : Tipsbladet
Superliga

Revanchelysten FCM-profil: Under al kritik, vi ikke kan få point mod Brøndby

FC Midtjylland har tabt alle fire direkte dueller mod Brøndby IF i denne sæson, og det er Tim Sparv langt fra tilfreds med. Opgøret på mandag skal have et andet udfald.

Først var der 4-0-nederlaget i sæsonens første kamp. Så var der det smalle 0-1-nederlag på hjemmebane i den sibiriske kulde i begyndelsen af marts. Så smed FC Midtjylland en 2-0-føring og tabte 2-3. Og senest vandt Brøndby IF klart med 3-1 i pokalsemifinalen.

FC Midtjylland har tabt seks kampe til danske hold i denne sæson, og fire af dem har været til Brøndby. Det indbyrdes regnskab bærer en stor del af skylden for, at midtjyderne er tre point efter Brøndby i Superliga-tabellen, men på mandag kan de udligne. I hvert fald pointantallet, ikke det indbyrdes regnskab.

Her skal FC Midtjylland en tur til Brøndby Stadion, og vinder udeholdet, har de to tophold lige mange point. Og det skal de gerne, mener Tim Sparv, for det duer ikke, at de ikke har fået noget ud af kampene mod Brøndby.

- Vi spiller en god sæson, men kampene mod Brøndby er vi ikke tilfredse med. Brøndby er et godt hold, men det er under al kritik, at vi ikke kan tage et point mod Brøndby. Den sidste kamp på hjemmebane mod dem skulle vi have vundet. Der gjorde vi næsten alt rigtigt, og tager vi de ting med fra den kamp, så har vi en chance, siger Sparv til Ritzau.

Det var det opgør, hvor Sparv og co. var foran med 2-0, men alligevel tabte.

Men selv hvis FC Midtjylland indhenter Brøndby på point, vil de formentlig være bagud på målscore, som er den afgørende faktor ved pointlighed. Brøndby har aktuelt en ni mål bedre målscore.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.