Video : Tipsbladet
Superliga

AGF forlænger med forårsprofil

Jens Stage har forlænget sin kontrakt med AGF, så de to parter nu har papir på hinanden til 2023.

I foråret har Jens Stage fået sit helt store gennembrud i AGF, hvor han nærmest er blevet fast mand og har lavet flere mål.

Nu har AGF sikret, at Stage også i de kommende sæsoner er at finde i klubben. I hvert fald har den 21-årige spiller fået forlænget sin kontrakt, så den nu er gældende til sommeren 2023.

En kontraktforlængelse, der betyder meget for Stage, som altså er blevet en profil i den klub, han er vokset op som stor fan af.

- Jeg er selvfølgelig meget glad for, at klubben har ønsket at forlænge min aftale. Alle kender efterhånden min historie og mit tilhørsforhold til byen. Jeg har altid holdt med AGF og haft en drøm om at spille for klubben, lige siden jeg som lille dreng kom på Ceres Park. Den drøm er nu gået i opfyldelse, og jeg nyder i fulde drag at være en del af klubben og vores hold, siger Jens Stage i en pressemeddelelse.

- Siden jeg kom til AGF, har jeg arbejdet hårdt hver eneste dag på at blive bedre og stærkere, og det er meget tilfredsstillende, at det nu bærer frugt i form af mange kampe. Det er jeg naturligvis glad for, men jeg og holdet kan blive endnu bedre, så arbejdet slutter aldrig.

Også hos ledelsen er der glæde over forlængelsen af en spiller, som altid kæmper for holdet.

- Stage er et eksempel på en spiller, der har taget en lidt mere snørklet vej til Superligaen end normalt. Han er en spiller, der aldrig har fået noget forærende, og som har arbejdet vanvittigt hårdt for at nå til, hvor han er i dag. Han er topdedikeret og jagter konstant de procenter, der kan udvikle ham yderligere. Så jeg er superglad for, at vi nu har fremtiden på plads for en rigtig Aarhus-dreng, der har de dyder, de værdier, og de følelser for denne klub, som Jens har, siger sportschefen i AGF, Peter Christiansen.

Jens Stage og AGF skal senere i dag møde Sønderjyske.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.