Mathias Jensen om fremtiden: Der ligger ikke en kontrakt på bordet
Foto: Jan Sommer/Getty Images
Superliga

Mathias Jensen om fremtiden: Der ligger ikke en kontrakt på bordet

Mathias Jensen ved ikke, om opgøret mod FC København mandag eftermiddag var hans sidste for FC Nordsjælland.

Spillede Mathias Jensen sin sidste kamp for FC Nordsjælland mandag aften?

Svaret på det spørgsmål er der reelt ikke nogen, der kender, men det er oplagt at stille efter en sæson, hvor midtbanespilleren har fået sit helt store gennembrud. Mathias Jensen er en eftertragtet mand, og han ved det godt.

Samtidig kan han også se gode perspektiver i at blive i FC Nordsjælland. 

- Nu er der Europa på programmet, og det vil jeg rigtig gerne spille, så vi må se, hvad der sker. Jeg udelukker ikke noget. Transfervinduet er langt og går også ind i den nye sæson. Det er ikke sådan, at der ligger en kontrakt klar, jeg skal underskrive i morgen. Overhovedet ikke, siger Mathias Jensen til tipsbladet.dk.

FCN-profilen har hovedsageligt været rygtet til Ajax, men også Celta Vigo har været nævnt som en varm bejler. Selv forsøger han at tage det stille og roligt.

- Jeg skal bare synes, det er interessant nok, men jeg er også glad for at være i FC Nordsjælland. Det er kun halvandet år siden, jeg begyndte at spille fast, så jeg kan sagtens huske, hvordan det er at sidde og kukkelure på bænken og tribunen. Så det skal være nogle, der virkelig kan bruge mig, siger han.

Har det været svært fokusere på fodbolden, mens der ved siden af har været et stort fokus på din fremtid?

- Man kan selvfølgelig ikke helt lade være med at tænke på det, når man bliver mindet om det på daglig basis, men jeg har prøvet at holde det på afstand og koncentrere mig om fodbolden. 

FC Nordsjælland vandt mandag bronze i Superligaen efter 0-0 hjemme mod den direkte konkurrent, FC København, i det sidste opgør.

- Det var fedt. Det var det, vi håbede på at hive hjem. Vi var langt foran i vinter, men var lige ved at fumle det hele væk. Nu lykkedes det alligevel, men vi vidste godt, det ville blive tæt, for FC København har underpræsteret, og vi har måske overpræsteret en lille smule, siger Mathias Jensen og tilføjer:

- Det var en kamp uden de store chancer - FCK havde nok de største - og når vi fik muligheden, greb vi den ikke. Vi ville det måske lidt for meget og søgte den afgørende aflevering for tidligt. Men jeg synes, vi gjorde det godt, selv om FCK spillede lidt bedre end os.

Mathias Jensen har kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2020.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.