Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-chef: Thomasberg sidestillet med Allan Kuhn

Hobro IK har torsdag præsenteret Allan Kuhn som ny cheftræner, men Thomas Thomasberg er stadig i klubben. Jens Hammer Sørensen fortæller, at klubben lige nu har to cheftrænere.

Hobro IK har torsdag løftet sløret for, at Allan Kuhn er ny cheftræner i Superliga-klubben fra Himmerland. Den tidligere Malmö FF-træner har været udenfor trænergerningen i halvandet år, men nu er han altså tilbage, og bornholmeren har første arbejdsdag 18. juni.

I Hobro skal Allan Kuhn afløse Thomas Thomasberg, der rykker til Randers FC, men i første omgang kan de to meget vel blive kollegaer. Thomasbergs aftale med Hobro udløber 1. oktober, og som tingene står lige nu, er det først fra den dato, han rykker til Kronjylland. Det har ansættelsen af Kuhn ikke rykket ved.

Det betyder, at Hobro IK reelt har to cheftrænere på kontrakt. 

- Der er ikke en aftale på plads med Randers, så vi har et rigtig godt trænerteam lige nu, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, med et grin til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Som udgangspunkt er Thomas i klubben frem til udgangen af hans kontrakt. Vi håber selvfølgelig stadig på, at vi kan nå frem til en løsning med Randers FC, men det er der ikke meget, der tyder på. De ser åbenbart anderledes på Thomas' værdi i Randers, end vi gør i Hobro. 

Hvem er så cheftræner? Thomas Thomasberg eller Allan Kuhn?

- Vi har to, fastslår Hobro-bossen.

Tipsbladet.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra Thomas Thomasberg og Randers-direktør Søren Pedersen.

Kuhn er gennemsyret af fodbold
Jens Hammer Sørensen er glad for ansættelsen af Allan Kuhn, og han fortæller, at det er en trænerprofil, der længe har stået på blokken. Nu lykkedes det endelig de to parter at finde fælles fodslag.

- Det er en træner, vi har talt med før, og som passer rigtig godt ind i det værdisæt vi har i Hobro. Allan har vundet titler som assistenttræner, og han har vundet titler som cheftræner, så det er en rigtig stor kapacitet, som er gennemsyret af fodbold, og så er han bare en utrolig behagelig person. Vi ser meget frem til, at Allan skal være med til at fortsætte den gode udvikling, Hobro er inde i, siger sportschefen.

Hobro IK indleder sæsonen med en udekamp mod oprykkerne fra Vejle Boldklub. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.