Video : Tipsbladet
Bundesliga

Delaney: Stadionet i Dortmund er Europas bedste

Danske Thomas Delaney har givet sit første interview som Borussia Dortmund-spiller. Han glæder sig til at trække den gule trøje over hovedet.

Holder prisen på de 150 millioner kroner, som Ekstra Bladet mener, Dortmund har givet for midtbanespilleren, er Thomas Delaney den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

Netop nu er den tidligere FCK-kaptajn blevet offentliggjort som ny spiller i den tyske storklub. Han er sågar blevet præsenteret med en video:

Det glæder naturligvis den danske midtbanespiller, der skifter tilværelsen i Bremen ud med et ophold i Dortmund. Drømmen om at spille i Premier League holder han dog stadig fast i.

- Det har altid været et stort ønske for mig at spille i Premier League engang. Men da Borussia Dortmund kom med et tilbud, var der ikke grund til at tænke nærmere over det. Borussia Dortmund er for mig en af de ti bedste klubber i Europa og en af de to bedste klubber i Tyskland - og stadionet er det bedste i Europa, siger Thomas Delaney om Westfalenstadion til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Jeg lover, at jeg altid vil spille med hjertet, og jeg ser allerede nu - inden VM begynder - frem til den sportslige udfordring i Dortmund, og så håber jeg, vi kan vinde en eller to titler i den sort-gule trøje.

Thomas Delaney har skrevet under på en aftale, der løber frem til juni 2022.