Video : Tipsbladet
VM

Rusland ydmygede bovlamme Saudi-Arabien i VM's åbningskamp

Baggrunden var billig, men præstationen var fin for Rusland, der vandt VM's åbningskamp med 5-0 over Saudi-Arabien.

Rusland har et stort pres på sig for at præstere til VM på hjemmebane, og torsdag aften fik holdet en noget nær optimal start. Det vandt stensikkert 5-0 over et ganske vist svagt Saudi-Arabien i VM's åbningskamp.

Begyndelsen af opgøret var rodet, uden nogen af holdene hverken kunne skabe spille- eller chancemæssigt overtag. Måske på grund af det opskruede tempo, som holdene lagde for dagen, afløste det ene boldtab det andet.

Det mest ophidsende var en halvhjertet saudiarabisk appel for hånd på i det russiske felt. I hvert fald lige indtil det 12. minut.

Russerne fastholdt presset fint efter et hjørnespark, og uden for feltet fik den kreative kraft, Aleksandr Golovin, bolden og sendte den om bagerst i feltet, hvor en saudiarabisk spiller snublede og efterlod Iury Gazinskiy helt fri til at heade værtslandet foran.

Vi skulle omkring 20 minutter ind i kampen, før Saudi-Arabien blev farlige, og det var selvfølgelig Mohammad Al-Sahlawi, der har scoret 16 mål i 18 kvalifikationskampe. Men rigtig tæt på kom saudierne ikke.

Sådan fortsatte første halvleg faktisk langt hen ad vejen, hvor Saudi-Arabien havde optræk til et par ting, men aldrig for formåede at gøre det farligt for alvor. De overtog ganske vist spillet mere og mere, men russerne så mindst lige så truende ud på kontraangreb.

Det var netop på sådan et, at Rusland bragte sig på 2-0. Igen var det Golovin, der satte tingene op, og i sidste ende var det Denis Cheryshev, der med en genial skudfinte og chip over en tacklende saudier og siden en kanonkugle, som kunne øge føringen.

Og således gik værterne til pause med en komfortabel føring.

Det virkede ikke til, at Saudi-Arabien havde ret meget at skyde med i første halvleg, og samme indtryk gav de i begyndelsen af anden. Et tidligt indlæg var ved at blive farligt, men ingen nåede frem til det, og så fik Rusland målspark i stedet.

Kampbilledet i anden halvleg var ofte, at russerne lod Saudi-Arabien have bolden og ellers sørgede for at holde dem i de områder af banen, hvor man ikke scorer. Saudierne var ikke i stand til at spille hurtigt og skarpt nok til at bringe den russiske defensiv ud af fatning.

Til gengæld var de lige så svage i defensiven. Med godt 20 minutter tilbage af kampen kom Artem Dzyuba på banen for Rusland, og blot et minut senere kom han på tavlen, da han helt fri kunne heade sit hold på 3-0.

Og så var kampen, hvis den da ikke var det i forvejen, lukket. For en god ordens skyld, som for at understrege magtforskellen, lukkede Denis Cheryshev med at score endnu en perle med ydersiden af foden i kampens overtid til 4-0, og Golovin fulgte op med et frispark til 5-0.

Dermed kunne de russiske fans glæde sig over at se deres landshold vinde en overlegen sejr og få en perfekt åbning på slutrunden for værterne.