Video : Tipsbladet
VM

Eriksen: Vi har brug for en balancespiller som Kvist

Der er en god grund til, at William Kvist er udtaget til VM-slutrunden i Rusland. Når Danmark ikke har bolden, er han en af de bedste spillere på banen, siger Christian Eriksen.

Da William Kvist blev udtaget til VM-truppen af Åge Hareide, modtog landstræneren kritik.

FCK-spilleren, der gerne spiller bolden tilbage i rækkerne, har siddet meget på bænken, men midtbanespilleren blev garanteret en plads i truppen, der mandag tog til Rusland.

Nu slår den danske profil, Christian Eriksen, fast, at William Kvist bør være en fast bestanddel af Danmarks A-landshold. Det gør han i et interview med Ritzau.

- Jeg synes, at William gør det skide godt i forhold til den måde, som vi spiller på. Når vi har bolden, er der måske nogle spillere, der er bedre, men når vi ikke har den, så er han en af de bedste, siger Tottenham-spilleren.

- Han er det, man kalder en god balancespiller, og det har næsten et hvert hold brug for, tilføjer offensivspilleren.

Dertil skal man også huske, at William Kvist har hele 80 landsholdskampe noteret på sit CV. Det giver en vis erfaring, som Danmark ikke bør være foruden, antyder Christian Eriksen i interviewet.

Danmark spiller mod Peru på lørdag klokken 18.