Video : Tipsbladet
VM

Udskrevet Kvist mindre skadet end frygtet

William Kvists skade er ikke så slem som først frygtet, men det er endnu uvist, om midtbanespilleren kan komme tilbage på banen ved VM i Rusland.

Efter at han måtte udgå af Danmarks første kamp ved VM i Rusland, rejste William Kvist mandag hjem til Danmark med en ribbensskade.

Først blev det frygtet, at Kvist havde pådraget sig to brækkede ribben og en punkteret lunge, men efter undersøgelser på Bisbebjerg Hospital viser det sig, at der kun er tale om et brækket ribben. Det skriver midtbanespilleren på sin egen Facebook-profil.

- Så er jeg udskrevet fra Bispebjerg. Lægerne her melder et sikkert brækket ribben som sidder fint, samt en lille pneumothorax (punkteret lunge, red.) øverst på venstre side, som i løbet af kort tid er blevet betydeligt bedre, skriver Kvist, der stadig holder håbet om fortsat VM-deltagelse i live:

- En kontrol senere på ugen vil give vished om det bliver aktuelt at tage tilbage til VM.

William Kvist fortalte ligeledes i en Facebook-video mandag, at han stadig håber på at kunne deltage ved VM, og det håb ville landsholdslægen Thøger Krogh ikke udelukke. Han ville ikke udelukke, at Kvist kunne komme i spil til en eventuel VM-finale.