Officielt: FCM sælger Andreas Poulsen til Gladbach
Foto: Getty Images
Superliga

Officielt: FCM sælger Andreas Poulsen til Gladbach

Andreas Poulsen bytter FC Midtjylland ud med tyske Borussia Mönchengladbach.

FC Midtjylland har lavet endnu et imponerende salg.

De danske mestre har solgt backtalentet Andreas Poulsen til Bundesliga-klubben Borussia Mönchengladbach. Aftalen er faldet på plads tirsdag eftermiddag, og dermed kan Andreas Poulsen pakke flyttekasserne og rykke til Tyskland.

FC Midtjylland skriver på klubbens hjemmeside, at transferen gør Andreas Poulsen til den dyreste danske teenager i historien. Ekstra Bladet berettede tidligere på ugen om en sum på 34 millioner kroner, og aftalen indeholder desuden en række klausuler, der kan sikre FCM yderligere millioner fremadrettet. 

- Vi skal som klub være stolt af, at vi igen har udviklet en spiller, som er attraktiv for store klubber i Europa.  Salget af Andreas er en understregning af, at de spillere, vi udvikler, har et meget højt niveau, og det er præcis det, vi hver eneste dag arbejder på at være gode til, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, i en pressemeddelelse

Andreas Poulsen glæder sig til opholdet i Borussia Mönchengladbach. 

- Jeg er sindssyg glad, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang. Det har været lidt svært at falde i søvn om aftenen på det seneste. Selvfølgelig bliver det hårdere dernede, men jeg glæder mig, og jeg ser frem til at lære masser af nye ting, siger den 18-årige dansker.

Andreas Poulsen har underskrevet en fem-årig aftale med Borussia Mönchengladbach. Han nåede at spille 13 kampe for FC Midtjylland.