Chelsea vil tilsyneladende lægge sag an mod Conte
Foto: Getty Images
Premier League

Chelsea vil tilsyneladende lægge sag an mod Conte

Chelsea-ejer Roman Abramovich har sat sine advokater på en speciel opgave, så klubben ikke skal betale italieneren kompensation, hvis de fyrer ham, skriver engelsk avis.

Det er ikke nemt at være Antonio Conte for tiden. Rygterne går på, at den italienske træner bliver fyret i Chelsea, og nu lader det også til, at den engelske hovedstadsklub har planer om at lægge sag an mod ham.

Det skriver den engelske avis Daily Express.

Klubben har angiveligt planer om at hente Maurizio Sarri til klubben, og derfor kan Conte se frem til en kompensation på 93 millioner kroner, hvis han bliver fyret af klubben før juni 2019.

Men nu arbejder klubbens ejer Roman Abramovich og hans advokater på at forklare Conte, at han skylder klubben penge, fordi han håndterede sagen med Diego Costa så dårligt for omkring et års tid siden.

Dengang havde Conte sendt en SMS til den spanske landsholdsspiller, hvor der stod, at han ikke var en del af planerne for den kommende sæson. Costa tog derefter på ferie til Brasilien og nægtede at komme tilbage, og først i januar lykkedes det at lave et salg til Atletico Madrid for 560 millioner kroner.

Man mener dog, at Contes behandling af Costa gjorde forhandlingssituationen svær for Chelsea, og derfor kostede han dem penge.

Conte har været i Chelsea i to sæsoner, hvor han i den første vandt Premier League og i den næste vandt FA Cuppen.