Video : Tipsbladet
Superliga

Ung Randers-angriber: Nogle gange satser Brøndby for meget

Det kan blive til Randers FC's fordel, at Brøndby IF spiller højt på banen i aften. Det bemærker Marcus Mølvadgaard.

I aften får Randers FC og Brøndby IF lov til at sparke deres egen Superliga-sæson i gang.

De sjællandske sølvvindere skal prøve at revanchere sidste sæson, mens kronjyderne skal bygge videre på et forår, hvor det lysnede for mandskabet. Og selv om første udfordring bliver en stor mundfuld, er Randers FC helt klar til at tage kampen op.

Det mener 18-årige Marcus Mølvadgaard i hvert fald. Planen mod Alexander Zornigers tropper ligger klar.

- De (Brøndby IF, red.) er rigtig gode til deres presspil og førstegangskombinationer, men de ser også svækket ud i defensivt, når de kører så højt et pres. Jeg synes nogle gange, at de satser for meget og står tilbage med to stoppere mod to angribere, og de har også været i problemer, når de har mødt angribere med kvalitet, siger Marcus Mølvadgaard til Randers Amtsavis.

Kampen fløjtes i gang i aften klokken 20.15.