Fremad Amager mødte VM-profil og trak sig sejrrigt ud af kampen
Foto: Getty Images
Generelle

Fremad Amager mødte VM-profil og trak sig sejrrigt ud af kampen

Spillerne fra Fremad Amager var fredag i aktion mod en af profilerne ved VM, og det slap de ganske godt fra.

Den svenske landsholdsanfører, Andreas Granqvist, har denne sommer sagt farvel til russiske Krasnodar og vendt næsen mod hjemlandet, hvor han har lavet en treårig kontrakt med Helsingborg.

Det er et opsigtsvækkende skifte for den 33-årige svensker, der formentlig har været godt betalt i den bedste russiske række. Nu er det i stedet en tilværelse i den næstbedste svenske række, der venter for landsholdsspilleren, der var en stor profil under sommerens VM-slutrunde.

Det er samtidig en hjemkomst til den klub, som Andreas Granqvist tilbragte sine første professionelle år hos, og fredag var han i aktion for Helsingborg.

Det skete i en kamp mod Fremad Amager, hvor han var i aktion i samtlige 90 minutter, som træningskampen varede. Det var dog ikke en udpræget succesoplevelse for Granqvist og Helsingborg, der tabte 2-1 til det danske 1. divisionsmandskab.

Den rutinerede forsvarsspiller er dog sikker på, at det skal nok blive bedre for Helsingborg, og han satser på, at klubben kan rykke direkte op i Allsvenskan.