Video : Tipsbladet
Champions League

Kasper Dolberg er tvivlsom til Champions League-kamp

Når Ajax onsdag aften møder Sturm Graz i kvalifikationen til Champions League, bliver det formentlig uden den danske angriber Kasper Dolberg.

Danskerklubben Ajax har endnu ikke taget hul på ligaen i Holland - der går lige et par uger, før den starter - men allerede onsdag aften er der en vigtig fodboldkamp på menuen. 

Ajax tager nemlig imod Sturm Graz fra Østrig i den første af to kvalifikationskampe til Champions League.

Det lyder til, at midtbanespiller Lasse Schöne er med fra start for Ajax, men der er omvendt dårlig nyt med Kasper Dolberg. Den danske angriber har problemer i maveregionen, og det kan holde ham ude.

- Han er et meget stort spørgsmålstegn, sagde Ajax-træner Erik Ten Hag på et pressemøde tirsdag.

Den 20-årige dansker må derfor formentlig se konkurrent Klaas-Jan Huntelaar spille fra start i det første af to møder mod det østrigske mandskab.

Kommer Ajax videre fra kampen, venter et opgør mod Standard Liege fra Belgien.

Kasper Dolberg var med Danmark til VM i Rusland og har haft ferie, så det er ikke så længe siden, han vendte tilbage til Ajax. Han har allerede været i aktion i en testkampe, men ser altså ud til at glippe kampen onsdag aften.