HB Køge lejer spiller i Brøndby IF
Foto: HB Køge
Superliga

HB Køge lejer spiller i Brøndby IF

Christian Enemark er blevet udlejet fra Brøndby til HB Køge, og dermed er forsvarsspilleren efter alt at dømme en færdig mand på Vestegnen.

HB Køge har et godt øje til Brøndbys talenter. I sidste sæson havde 1. divisionsklubben Gregers Arndal-Lauritzen på lejeophold, og også i indeværende får HB Køge en lejesvend fra den københavnske Vestegn.

Denne gang drejer det sig om Christian Enemark, der har måttet sande, at konkurrencesituationen i Brøndby er for hård. Derfor skifter han til HB Køge på en lejeaftale for resten af sæsonen, og alt tyder på, at hans tid i Brøndby dermed er overstået. Enemark har udløb om et år.

- Christian Enemark har viljen til at tage det næste skridt, men efter en længere skadesperiode hos Christian er kampen om spilletiden på højre back blevet skærpet med tilgangen af Jens Martin Gammelby og Björn Kopplin. Som talent er det vigtigt at få masser af spilletid for at kunne tage det næste skridt i sin udvikling, og den mulighed får Christian nu i HB Køge, som han i sin tid kom til Brøndby IF fra, forklarer sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Den 19-årige forsvarsspiller ser frem til at tørne ud for HB Køge, og han er indstillet på at tage afsked med Brøndby IF.

- Som ung spiller er spilletid det vigtigste. Den har der af flere grunde, som Troels også nævner, været langt til her, så derfor er jeg rigtig glad for at få muligheden i HB Køge, der jo næsten er mit andet hjem. Jeg har været rigtig glad for at være i Brøndby IF og har både lært og udviklet mig utrolig meget. Nu er tiden så kommet til at bruge alt det, som jeg har lært, så jeg kan tage det næste skridt i min udvikling, lyder det fra Enemark.

Christian Enemark nåede at spille to kampe for Brøndbys førstehold.