Juventus afviser stort bud på Pjanic
Foto: Getty Images
Serie A

Juventus afviser stort bud på Pjanic

Real Madrid skulle eftersigende have budt 450 millioner kroner for Miralem Pjanic, men Juventus vil have meget mere, hvis det skal blive til et skifte for bosnieren.

Hos de italienske mestre fra Juventus ser det ud til, at man virkelig vil gøre sit for, at man kan vinde Champions League for første gang siden 1996. Blandt andet har man hentet Ronaldo og Bonucci ind.

Derudover gør de deres for, at holdets nøglespillere i den kommende sæson forbliver i klubben. Senest har der været mange rygter om, at holdets bosniske midtbanespiller Miralem Pjanic skulle være på vej væk.

Klubber som især Real Madrid skulle angiveligt have budt 450 millioner kroner for Juventus-spilleren. Men det er blevet afvist af Juve-ledelsen.

Det skriver den italienske sportsavis Tuttosport.

Samtidig skulle de have slået fast, at der først kan blive tale om en handel, hvis der bliver budt mindst 750 millioner kroner for spilleren. Desuden forlyder det, at Juventus selv har planer om, at Pjanic skal have en ny kontrakt frem til 2023, hvor man giver ham en lønstigning fra 33 millioner kroner om året til 48 millioner kroner.

Miralem Pjanic kom til Juventus fra Roma i 2016, hvorefter det er blevet til to italienske mesterskaber og to pokaltitler.