Video : Tipsbladet
Europa League

Vild kulisse venter FC Nordsjælland: Gælder om at holde hovedet koldt

Mikkel Rygaard har opskriften på succes klar for FC Nordsjælland inden torsdagens udekamp mod FK Partizan.

Det er en heksekedel, som FC Nordsjælland torsdag aften skal spille i, hvor FK Partizan huser returkampen i Europa League-kvalifikationen i den serbiske hovedstad, Beograd.

De serbiske tilskuere har for vane at lave en enorm larm, og det er med til at give hjemmeholdet et ordentligt rygstød og samtidig skræmme modstanderen.

For de mange unge FC Nordsjælland-spillere er en sådan kulisse en helt ny oplevelse, men én af klubbens spillere har i hvert fald prøvet noget lignende tidligere. Mikkel Rygaard spillede i Bratislava for Lyngby sidste sæson, og han har opskriften på at håndtere de hujende tilskuere klar.

- Det bliver en svær kamp og en helt anden fodboldkultur, vi møder. Jeg var med i Bratislava med Lyngby og forventet noget lignende. Men på banen er det en fodboldkamp som alle andre, og vi må ikke lade os påvirke af omgivelserne. De vil bruge alle kneb for at prøve at tirre os, så det gælder om at holde hovedet koldt og holde fokus på fodboldspillet, siger midtbanespilleren til klubbens hjemmeside.

FC Nordsjælland er tvunget frem på banen efter et nederlag på 2-1 i hjemmekampen på Right to Dream Park i sidste uge. Mikkel Rygaard erkender, at det er en svær opgave, men han tror på, at der er muligheder for videre avancement.

- Vi skal være gode alle sammen og stå stærkt som kollektiv, hvis vi skal have det resultat med hjem, som vi alle håber på. Vi så i hjemmekampen, at der er plads bag deres forsvarskæde. Det skal vi udnytte til at skabe chancerne, og så skal vi være skarpe og tro på det, siger han.

Der er kampstart på Partizan Stadium klokken 20.30, og opgøret kan ses på TV3 MAX.